- Onsdag, 29. september 2010

Forfatteren Inger Marie Christensen og hendes nyudgivne bog “Siem Sogns Historie”.
Siem Forsamlingshus har fået udgivet en bog om Siem Sogn. Denne bog er skrevet af Inger Marie Christensen. Bestyrelsen for Siem Forsamlingshus havde gået med tanker om at få byens historie nedskrevet, og man kontaktede derfor Inger Marie Christensen i Skørping, der bl.a. har skrevet et hæfte om Siem Kirke. Gennem to år har hun brugt utallige timer af sin fritid på arkiver for at finde oplysninger til at sammenstykke Siems historie. Dertil kommer mange interviews med folk fra Siem eller med tilknytning til byen.
Resultatet foreligger nu i form af bogen “Siem Sogns Historie”. Forfatteren Inger Marie Christensen har sponsoreret manuskriptet, og Siem Forsamlingshus har ved hjælp af sponsorer bekostet udgivelsen. Bogen beretter om landsbyen Siem og de mennesker, der gennem de sidste 100-200 år har boet i det lille landsogn. Samtlige gårde, husmandsbrug og huse omtales, og der gives indblik i beboernes levevilkår fra fæstere under Lindenborg til selvejere.
Et afsnit handler om landsbyens skoleholdere, lærere og to skolebygninger. Skolen blev nedlagt, men den kønne middelalderkirke pryder stadig byen. Der fortælles om pottemagere, smede, snedkermestre, murere, rokke- drejer, skomagere, musikere, skovarbejdere, skovfogeder og en berømt forfatter. Endvidere om kirke, missionshus, brugsforening, købmandsbutik, kiosk, smedje, vognmandsforretning, autoværksted, barber, planteskole og forsamlingshuset.
Bogen er krydret med folks erindringer, og indeholder mange billeder.

