- Torsdag, 18. oktober 2012
SKØRPING: Så er det tid til Kinorevuens Børnefilmklub, igen.
Den første weekend i november åbner Kinorevuen for endnu en sæson af den børnefilmklub som er en fast og højt skattet tradition i Kinorevuen. Børnefilmklubben er et tilbud til alle børn i Rebild Kommune i aldersgruppen ca. 6-10 år, hvor man ved at købe et medlemsskab på fem udvalgte film opnår en meget stor rabat på den enkelte billet. Det er desuden en oplagt mulighed for at børnene under trygge og ordnede forhold får nogle herlige filmoplevelser i samværet med rigtig mange af deres kammerater. Kinorevuens frivillige personale tager godt imod alle børn og sørger for at alt foregår i god orden og er tilstede i caféen under hele afviklingen af alle forestillinger.
Forældre der skal hente børn er velkomne til at sidde i Kinorevuens hyggelige café. Børnefilmklubben er udover en oplagt måde at give børnene en god oplevelse på, også en måde at opdrage dem til at få “biografkultur”. Altså, at lære dem, at der er forskel på at sidde derhjemme i sofaen og med fjernbejeningen zappe kanaler og det at komme ind i biografsalens mørke hule og opleve hvordan man gennem en helt fast rækkefølge føres væk fra virkeligheden og ind i filmens univers. Først ved at komme ind i caféen, der summer af livlige børns forventningsfulde snak. Disciplinen ved at stå i billetkøen og besværet med at vælge slik. Så går man fra den lyse café gennem slusen ind i salens halvmørke. Finder det sted man vil sidde, og sætter sig i det dybe sæde. Gradvist dæmpes snakken og uroen, mens reklamer og trailershow vises og man ledes hen til den tilstand, hvor man er helt klar til den totale opmærksomhed, når hovedfilmen starter. Man er ikke alene, men alle er stille og lydhører. Og man griner sammen og gyser sammen.
Det er noget ganske andet end derhjemme.
Alle børn, der elsker film, elsker at komme i biografen, og alle børn får mulighed for det med børnefilmklubben. Sæson 2012-2013 byder på et sjovt, spændende og varieret program med fem gode børnefilm, der alle er med dansk tale. Der vises en film om måneden og sæsonen strækker sig fra november 2012 til marts 2013. Selv om filmene er målrettet aldersgruppen 6-10 år, kan alle interesserede naturligvis købe et medlemsskab: Forældre og bedsteforældre, søskende, fætre, kusiner, venner og veninder…
Fordi der er mere end 400 børn, der hvert år ønsker at være med, og kun 100 pladser i biografen, er man nødt til at vælge et fast tidspunkt at se alle fem film på, så børnene fordeler sig over hele wekenden. Det starter fredag eftermiddag, går hen over en forestilling om lørdagen og slutter som noget nyt i år med hele fire forestillinger om søndagen.
Man kan ikke reservere billetter i løsslag til børnfilmklubbens forestillinger.
Er der afbudspladser sælges disse i løssalg kort tid inden forestillingen begynder.

