Den røde løber var rullet ud, Dannebrog var hejst til tops i flagstangen, og der var købt kage ind til de hundeførere, der sammen med deres hunde, skulle træne denne dag ved Danmarks Civile Hundeførerforening i Støvring.

De tre hundeførere er fra venstre: Annette Rasmussen med Balder, Gert Schøn Christensen med Kenzo og Jesper Kjær med Emsi.

STØVRING: Selvom man i DCH Støvring byder alle hunde velkommen, og hundene træner på en lang række forskellige niveauer, så var der denne dag sat fokus på to hunde i lydlighedsklasse C og en hund i agility.
Ved det netop overståede danmarksmesterskab havde de tre hunde, med deres hundeførere, klaret sig rigtig flot.
Gert Schøn Christensen var sammen med sin hund, Kenzo, blevet danmarksmester i C-klassen, en klasse, hvor Annette Rasmussen sammen med Balder var sluttet på en syvendeplads.
I Agility-konkurrencen var Jesper Kjær sammen med Emsi sluttet på en femteplads.
De flotte placeringer blev i DCH Støvring fejret med en sammenkomst, hvor klubbens formand, Karsten Grønlund Pedersen, takkede de tre hundeførere og ikke mindst deres hunde for det store arbejde, der havde resulteret i et velfortjent og flot resultat.


e-max.it: your social media marketing partner