- Tirsdag, 17. juni 2014
Ved 3. afdeling af det danske mesterskab i rally, som blev kørt på vejene omkring Hobro, var det med deltagelse af Peugeotduoen John og Johnni Bragenholt Christensen fra Sørup ved Støvring.

Et begivenhedsrigt rally for Sørup-duoen.

John og Johnni Bragenholt Christensen kæmpede dagen igennem trods problemer med mekanikken.
Det blev dog til et løb med udfordringer i flere retninger. Allerede om fredagen, hvor der blev varmet op med et rallyshow i Hobros industrikvarter, begyndte problemerne. Først sprang der en kølerslange som teamet dog fik nødrepareret, og senere - på en af omgangene - knækkede en del af forhjulsophænget, således at højre forhjul pludselig stod på tværs af kørselsretningen.
- Jeg skal da lige love for, at bilen ikke sporede så godt som den plejer, udtaler John B. Christensen. - Heldigvis skete det på et sted, hvor hastigheden ikke var så høj, således vi ved egen kraft kunne bare trække ind til siden og erkende at rallyshowet var slut for vores vedkommende.
Uheldet betød, at teamet måtte i arbejdstøjet og i gang med reparationsarbejdet. – Da det skete aftenen forinden showet, som også er en slags test forud for løbet, havde vi heldigvis muligheden for at reparere skaderne, også selvom det, at have skruet til kl. 3 om natten, ikke lige præcis det man ønsker mest, når man dagen efter skal præstere i et langt og krævende rallyløb.
Til det endelige løb lørdag fortsatte de tekniske udfordringerne for teamet. - Nattens reparationsarbejde gjorde, at bilen ikke rigtigt styrede helt som den plejede, der manglede lidt justering af hjulvinklerne, og derfor lagde vi alt for forsigtigt ud på dagens første prøve. Og med en punktering senere på dagen, blev det desværre ikke til det resultat, vi havde håbet på. Men vi er glade for trods alt at gennemføre, for var uheldet med forhjulsophænget sket lørdag, hvor vi flere gange var i topfart, var resultatet måske blevet en meget brugt Peugeot og nul point på DM-kontoen, afslutter John Bragenholt Christensen.

