- Tirsdag, 27. maj 2014
En mandag i maj tog 13 beboere og 7 personaler fra Himmerlandshave Ældrecenter på ferietur på Feriecenter Slette Strand.

Humøret var højt hos både beboere og personalet.
SULDRUP: Turen startede med, at alle deltagere mødtes til en dejlig frokost i den lille café på ældrecenteret. Efterfølgende gik turen med bus til Slette Strand, hvor deltagerne ved ankomst fik anvist værelser. Resten af dagen slappede man af – og nogle gik en tur til vandet.
Tirsdag efter morgenmaden kørte nogle tur med hestevogn gennem skoven. Andre kørte til Hjortefarmen, som også var en stor oplevelse.
Tirsdag eftermiddag fik man besøg fra Himmerlandshave, og da eftermiddagskaffen var indtaget, sprang nogle i poolen. Dette blev nydt i fulde drag, da vandet var hele 33 grader varmt.
Onsdagen gik stille og roligt, da der skulle samles kræfter til aftenens fest. Alle havde en god aften med musik, dans og dejlig mad. Sygeplejerske Inger kom på besøg, og var med til at gøre aftenen festlig.
Torsdag var dagen for hjemrejse. Deltagerne blev mødt med æggekage til frokost, da man kom hjem til ældrecentret - trætte og en masse gode oplevelser rigere.

