- Onsdag, 29. januar 2014

Christoffer og Rikke læser kort.

Fremstilling af fiskefrikadeller, bagt brød og remoulade kl. 01.
Siden 1949 har man kunnet opleve, at spejdere fra hele landet i en weekend i januar har udfordret sig selv og hinanden gennem Wasa Wasa løbet i Rold Skov.
Wasa Wasa, der er et gammel indiansk udtryk for ”Langt hjem”, er et natløb, hvor der i løbet af 12 timer skal tilbagelægges et større antal kilometer (typisk 20-25 km), samtidig med at der skal løses et antal forskellige opgaver.
Løbet er med i den eksklusive kreds af spejderarrangementer, der høre til ”Adventurespejd”, der gennem udfordringer, fantasiramme og friluftsliv har til formål at udfordre deltagerne - både fysisk og mentalt.
Til årets løb i Rold Skov stillede Det Danske Spejderkorps i Støvring med to hold - fire spejdere fra troppen i kategorien fra 12 år til 16 år, mens to leder var med i kategorien for spejdere over 23 år.
Efter starten fra Røverknolden ved Rebild blev det hurtigt konstateret, at natløbet havde fået tilføjet en ekstra udfordring - minus fem grader og en godt blæst for øst gjorde sit til at trætte deltagerne.
I de næste timer blev der vandret på kryds og tværs i Rold Skov for at komme frem til poster, hvor der blandt andet skulle arbejdes med håndværk. Det endelige resultat blev til en færdig snittebænk.
Som en af nattens største udfordringer blev på en af posterne givet opgaven - Der skal laves fiskefrikadeller, hjemmelavet remoulade og brød - her er jeres råvarer, og der er i øvrigt ingen opskrift, og det udleverede er ikke i den korrekte mængde - god fornøjelse.
Man skal nok være spejder - og endda en mere speciel af slagsen - før man synes, at det er sjovt at sidde en bidende kold nat i Rold Skov med frosne finger og hakke torsk til fiskefrikadeller og dele æg til remoulade. Resultatet af anstrengelserne var dog så gode, at dommerne på posten udtalte, at det var de bedste fiskefrikadeller, der havde fået denne nat. Efter sådan en melding var de næste fem kilometer i skoven ikke så hårde og kolde.
Det var seks meget trætte DDS-Støvring spejdere, der sidst på søndag nat vendte tilbage til Skørping Skole for at kravle i soveposerne til et par velfortjente timers søvn inden det var tid til at stå op for fælles afslutning. Herefter var det bare hjem for at sove videre.

