- Tirsdag, 28. juli 2015

Magnus Holst Qvist fra Årestrup deltog i Nordisk Mesterskab i konkurrencekørsel med hest og vogn.
AARESTRUP: I uge 29 afholdtes der Nordisk Mesterskaber i konkurrencekørsel med hest og vogn i Vaggeryd i Sverige. Her deltog den 13-årige Magnus Holst Qvist fra Årestrup med sin pony Coco Star.
Sportsgrenen og interessen deler Magnus sammen med sin far, farmor og farfar, og det var Magnus og farmor, som var et team ved dette mesterskab.
Magnus deltog i Juniorklassen 13-18 år, hvor der var syv deltagere fra Danmark, Sverige og Finland.
Der dystes i tre discipliner - dressur og marathon, hvor Magnus fik en tredjeplads i begge discipliner. I forhindringskørsel blev Magnus nummer et.
Ligeledes var Magnus også med i holddeltagelse sammen med en anden juniorkusk fra Danmark, og her opnåede de en flot tredjeplads.
Samlet vandt Magnus sin klasse og kunne vende hjem med titlen som Nordisk Mester 2015 og en bronzemedalje for hold til Danmark.

