- Onsdag, 22. juni 2016
Traditionen har man afholdt bedsteforældredage i Børnehaven Bavnebakken. Arrangementet var fordelt over tre dage – på henholdsvis Gløderne, Flammerne og Gnisterne.

Fremmødet var stort, og børnene nød at have deres bedsteforældre på besøg nogle timer.

Der blev ristet skumfiduser over bål.
STØVRING: Dagen begyndte med kaffe og te på kanden. Herefter plantede børnene og deres bedsteforældre deres egen medbragte blomst i kummerne på legepladsen, som man kan nyde synet af resten af sommeren. Dette blev dokumenteret via fotografier, som ligger på forældreintra og tillige i børnenes mapper på stuerne, som de kan tage frem og kigge på. Det giver senere anledning til mange snakke ”Kan du huske dengang mormor eller bedstefar var på besøg”?
Bagefter ristede man skumfiduser over bål og drak varm kakao i ”skoven”.
Børnene benyttede muligheden for at vise deres bedsteforældre rundt på legepladsen og i børnehaven. Der blev hygget, gynget, rutsjet og spillet bold.
Inden bedsteforældrene tog hjem, blev der holdt en lille samling, hvor der blev sunget på tværs af generationer og man spiste medbragte madpakker.
_ _ _
Med bedsteforældredagen arbejder man med flere temaer fra børnehavens lærebog, bl.a.:
Sprog (dialog mellem barn og bedsteforældre, oplevelser/snakke efterfølgende).
Personlig udvikling (der sætter fokus på det enkelte barn).
Natur og naturfænomener (plante blomster, bålmad i skoven, udendørs leg).
Krop og bevægelse (sanseoplevelser – blomsterne i kummerne, røgen/knitren fra bålet, duften/smagen af pandekager – leg på legepladsen).

