Fotos: Roa Production.

STØVRING: Fredag aften slog Stubhuset dørene op til én af de mere intime oplevelser, som huset også ind i mellem byder på. Julie Berthelsen, smuk sangerinde med fantastisk smuk stemme og grønlandske aner, lagde vejen forbi med sin akustiske trio på ”Closer”-turnéen.
”Closer” er Julies seneste album, hvor hun har samlet nogle af sine favoritter; dels fra sine tidligere udgivelser og dels fra sit grønlandske bag- og hjemland. Vi blev – på nær ét nummer – præsenteret for alle sangene fra denne CD, hvor Julie, ligesom til fredagens koncert, bliver bakket op af Mads Løkkegaard på guitar, Henrik Møller på bas samt – og ikke mindst – Peter Dencker på klaver og melodika.
Som nævnt har Julie samlet 16 af sine yndlings-numre på ”Closer”, og koncertens første nummer var ”It’s A Wonderful Feeling” fra hendes andet album ”Julie”. Julie og hendes trio mente, det var et godt nummer at lægge ud med. Det kunne man kun være enig i, og det gav en god indikation om, at man selv ville gå hjem med en dejlig følelse i kroppen.
Julie synger fantastisk, og samtidig virker hun som et utroligt varmt, afbalanceret, roligt og næstekærligt menneske, hvilket skinnede igennem hele aftenen. Både når Julie sang med stor indlevelse, og når hun i mellem numrene i små anekdoter præsenterede sangene.
Der er ingen tvivl om, hvor meget Grønland betyder for Julie, der har lært at kontrollere hjemveen til det storslåede land, og naturligvis er der flere grønlandske sange med på ”Closer” og dermed også på koncert-turnéen. Sange, der havde været svære for Julie at vælge, fordi der er så mange grønlandske sange, der betyder så meget for hende. Men når nu hun skulle vælge, var det mest nærliggende at blive inden for familien, idet Julies far Per i sin tid som musiker, blandt andet i bandet Sume, har skrevet så mange flotte melodier og tekster. Så sådan blev det: De grønlandske sange på ”Closer” er primært fars kompositioner, men også faster Birte har været leverandør.
Julie er meget stolt af sit hjemland og af sin far (han er også stolt af hende, men hun er mest stolt, fortalte hun) og hans og Grønlands betydning for Julie skinnede tydeligt igennem hele aftenen. Det var da også, når hun sang de vanvittigt smukke grønlandske sange, at hun virkelig bjergtog det andægtigt og respektfuldt, lyttende publikum. Man kan have delte meninger om det grønlandske sprog, men i Julies sange bliver det smukt.
Naturligvis fik vi også Julies største hits at høre. Blandt andet ”Shout”, som hun ærligt fortalte, hun har været meget træt af at synge, fordi hun har gjort det så tit. Men sangen har på ”Closer” fået nyt liv for Julie i versionen med solisterne Nina Kreutzmann Jørgensen og Mads Lumholt fra Julies All Stars-kor. Vi fik også nummeret ”Curtain Call”, hvor Peter Dencker var aftenens Bryan Rice-erstatning (nu er vi så spændte på, hvem Bryan Rice til den kommende koncert i Stubhuset den 8. april har med som Julie-erstatning). Og vi blev sendt hjem med Julies gennembrudsnummer ”Every Little Part Of Me” som ekstranummer, efter hun havde afsluttet med sin fars nummer ”Neriunneq” (Håbet). En sang, han skrev efter at have mistet sin søster Birte, indeholdende det meget smukke budskab om, uanset hvad der sker, at bevare håbet.
Publikums ”håb” denne aften, da de gik hjem med ”A Wonderful Feeling” i kroppen efter en stor oplevelse, gik beskedent på, at Julie en anden gang måtte lægge vejen forbi Stubhuset. ”Closer” er en meget rammende titel på både koncert-turné og CD. Det her var Julie helt tæt på og meget nærværende.
LH


e-max.it: your social media marketing partner