- Onsdag, 9. december 2015
Julemærkehjemmets børnekor fra Hobro og herrekor fra Aalborg kommer på besøg

Her ses herrekoret fra Aalborg Sangforening af 1843. Ved minikoncerten i Skørping vil koret bl.a. synge kendte julesalmer.

Glimt fra sidste års julearrangement.
SKØRPING: Der er lagt op til nogle hyggelige timer, når Seniorbiografen i Skørping torsdag eftermiddag holder sit traditionsrige julearrangement.
Julemanden står i døren og byder gæsterne velkommen, og der bliver hyggemusik i Kinorevuens cafe og Pavillon, før man går ind i biografsalen og ser den prisbelønnede engelske film Pride, som er fuld af engelsk humor, men også har bid.
Efter filmen er der julekaffe og stort kagebord i festsalen på KulturStationen. Her bliver der underholdning af Julemærkehjemmets børnekor fra Hobro under ledelse af Knud Erik Høgh.
I forbindelse med korets optræden fortæller forstander Lise Claesson lidt om Julemærkehjemmet:
- Hvert år får 750 børn ophold på et af de fire Julemærkehjem. Børnene kommer, fordi de har lavt selvværd og føler sig isolerede. Mange af dem er overvægtige og bliver mobbet i skolen. På Julemærkehjemmet får de deres selvværd tilbage – og taber i vægt. Et barn taber i gennemsnit 9,3 kg i løbet af et ophold.
Der bliver også underholdning af herrekoret fra Aalborg Sangforening af 1843 under ledelse af Søren Lunde.
Herrekoret er Danmarks ældste, og det inspirerede H. C. Andersen til at skrive Jylland mellem tvende have.

