Der blev gået en hel del ved weekendens vinterhike.

Overnatningen foregik i bivuak.

STØVRING: Endelig en weekendmorgen. Man kan putte sig lidt mere under dynen, måske tænde for fjernsynet og håbe på, at mor eller far har været ved bageren efter rundstykker. Sådan kan virkeligheden være, men for 13 juniorspejdere og deres tre ledere var virkeligheden en lidt anden.
Juniorspejderne fra Det Danske Spejderkorps i Støvring havde denne weekend besluttet, at de skulle på vinterhike. Hovedindholdet i en hiken er en tur på to dages varighed, som blandt andet indeholder primitiv overnatning i det fri samt at lave forskellige spejderaktiviteter.
Overnatningen foregik i en bivuak, der var opbygget med et underlag samt en udspændt pressening, der skulle gøre at man ikke blev våd, hvis det regnede. I bivuak overnattede spejderne så i to nætter i temperaturer, der lå lige omkring under frysepunktet.
Vintrerhiken foregik ved Rindsholm ved Viborg, så den første del af transporten skete ved hjælp af forældrenes biler. De sidste tre km blev dog tilbagelagt til fods med fuld oppakning.
Alle måltider blev forberedt over bål – lidt primitivt, men med lidt øvelse så bliver pastaretten rigtig lækker og velsmagende
Turen hjem blev klaret med tog fra Viborg til Støvring. Selv om spejderne var rigtig godt trætte på dette tidspunkt blev de knap to kilometer til Spejdergården på Hjedsbækvej klaret i godt humør. På Spejdergården blev der uddelt duelighedsmærker for blandt andet udeliv og ”klar-dig-selv”.


e-max.it: your social media marketing partner