Anden søndag i advent er der Luciaoptog i Thingbæk Kalkminer.

GRAVLEV: For mange nordjyder er det blevet en fast tradition at fejre Santa Lucia under jorden. Det opleves nemlig som noget ganske særligt, hvert gang hvidklædte piger går syngende gennem minegangene i Thingbæk, hvor de spreder lys og julestemning over både gæster, skulpturer og sovende flagermus.  
I år er det piger fra lokalområdet, der løfter den smukke tradition.
Anden søndag i advent er der som regel godt pakket med gæster i minerne, hvor 3.000 levende lys definerer nye intime rum i det underjordiske. For at give alle gæster mulighed for en fin oplevelse, vil Lucia-pigerne gå gennem minerne to gange.
Efter hvert optog underholder voksne sangere fra Gravlevkoret med både rytmiske og klassiske julesange.
I år kan gæsterne også komme ind og varme sig i Rebildcentrets nye velkomstbygning. I dagens anledning genåbnes udstillingen Portræt af Ørnebjerg med værker af de kunstnere, der for ca. 100 år siden arbejdede og festede i kunstnerkolonien for foden af Ørnebjerg.
 Arrangementet finder sted søndag den 6. december. Arrangør er Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer.


e-max.it: your social media marketing partner