- Onsdag, 25. marts 2015
Alle taler om det – men hvem gør noget ved det. Den røde regering lovede ved sin tiltrædelse, at den ville gøre noget mere for provinsen og ikke mindst landdistrikterne, men hvad er det blevet til? Ikke meget, siger folketingskandidat for Venstre Per Bisgaard

Per Bisgaard (V), byrådsmedlem

og folketingskandidat deltager i debatmødet.

Regionsrådsmedlem Anny Winther (V) deltager også på mødet.
Kort efter tiltrædelsen nedsatte regeringen i 2012 et udvalg, som skulle komme med gode ideer og forslag til at skabe vækst og udvikling i områder udenfor de store byer. Rapporten blev udarbejdet med flere ”spændende” ideer, men indholdet har ikke fundet anvendelse nogen steder.
Venstre har fremsat et forslag om, at give kommunerne større muligheder for at beslutte, hvordan Danmarks lokalområder skal udvikle sig. Oplægget er en opfordring til at diskutere fornuften i den nuværende plan- og kystsikringslovgivning. Jylland er førende hvad angår industriarbejdspladser, men det kniber med de statslige administrative arbejdspladser, hvor hovedstaden nærmest har monopol på disse.
Nordjylland og herunder Himmerland har masser af vækstpotentiale, men det kræver opmærksomhed og beslutningslyst fra Christiansborg – og det kniber det bestemt med. Infrastrukturen spiller en væsentlig rolle og her står en tredje limfjordsforbindelse, en bedre mobildækning og ikke mindst bedre fiberforbindelser højt på ønskelisten.
Tirsdag efter påske har Venstre i Himmerland sat fokus på den skæve udvikling, som Danmark lider under, og inviterer alle interesserede borgere til at deltage i et debatmøde, hvor man bl.a. kan høre indlæg fra Kim Ruberg, som er sekretær/bestyrelsesmedlem i foreningen ”Danmark på Vippen”. Foreningen deler de tre borgerlige partiers (Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti) forslag om, at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen og placere fx statslige styrelser på steder, der er mere logiske i forhold til deres faglige område.
På mødet vil regionsrådsmedlem Anny Winther (V) og Himmerlandskredsens folketingskandidat, Per Bisgaard (V), endvidere orientere om lokale forhold og den tilstundende folketingsvalgkamp.
Mødet foregår på ”Rebildhus”, og alle er meget velkomne til at deltage.

