- Onsdag, 7. april 2010

Onsdag den 31. marts fejrede indehaver af Haverslev El, Jens Nielsen sit 40 års jubilæum og sammen med konen Birthe kunne han beundre det store gavebord.

Rigtig mange kunder, naboer, venner og forretningsforbindelser mødte op for at fejre jubilæet.

At mange var til jubilæumsfest hos Haverslev El, vidnede de mange biler om.
HAVERSLEV: Indehaver af Haverslev El Jens Nielsen fejrede den 31. marts, at det var 40 års siden, han overtog forretningen. Dagen blev markeret med en stor jubilæumsfest for kunder, naboer, venner og forretningsforbindelser på virksomhedsadressen i Haverslev, og over 300 mødte op for sammen med Jens Nielsen, og det øvrige personale, at fejre dagen.
I ugen forinden havde butikken haft en lang række ekstra gode tilbud fra blandt andet Miele, Electrolux, AEG, Siemens og Bosch, hvor man let kunne spare helt op til 40%. Rigtig mange benyttede sig af muligheden for at lave en ekstra god handel, og selv om priserne var i bund var personalet også i denne uge parat med gode råd og vejledning indenfor hvidevarer, lamper, støvsugere, kaffemaskiner m.v.
Haverslev El blev grundlagt tilbage i 1923 af N. Pilgaard Larsen, der ejede og drev forretningen, frem til den 1. april 1970, hvor den nuværende ejer Jens Nielsen overtog virksomheden. Dengang var der fire medarbejdere ansat, så man må sige at Haverslev El har udviklet sig meget siden da, for i dag beskæftiger virksomheden nemlig 15 medarbejdere. Succesen skyldes ikke mindst at Jens Nielsen igennem årene har holdt sig til det koncept, som han overtog, nemlig god service og fleksibilitet til fornuftige priser.
Herudover har Haverslev El haft en fast stab af medarbejdere, hvor hver enkelt har et specialeområde, således at der tages professionel hånd om alt fra reparation af hvidevarer for private til avancerede installationer for landbruget og industrien. De dygtige faste medarbejdere, der gennem kurser og efteruddannelse altid har været parat til at løse de opgaver og udfordringer, som kunderne er kommet med, har gjort, at Haveslev El i dag har mange faste kunder og det vidnede jubilæumsfestens store deltager antal da også om.
Indehaver Jens Nielsen er naturligvis meget stolt af det store opbud, og kan se tilbage på en god og festlig dag, hvor de mange gæster hyggede sig i hinandens selskab til tonerne fra et veloplagt jazzorkester.
DS & HH

