- Onsdag, 29. april 2015
Vinteren er endelig forbi og foråret har bidt sig fast. Det betyder, at det hele begynder at blive mere og mere grønt fordi planterne spirer og gror – både de planter vi er glade for og de planter vi er knapt så begejstrede for. Til den sidste type hører bjørneklo.

Rebild Kommune har den 15. april 2015 vedtaget Indsatsplan for bekæmpelse af kæmpe bjørneklo i Rebild Kommune 2015-2017. Indsatsplanen beskriver i hvilke dele af Rebild Kommune indsatsen skal ske på privatejede arealer samt de frister, der er for bekæmpelse af planten. Indsatsplanen giver dermed retningslinjer for hvad borgernes forpligtelse er. Indsatsplanen kan ses på kommunens hjemmeside.
Også borgernes ansvar
Når kommunen er nødt til at drage borgerne ind i arbejdet skyldes det ifølge biolog Anja Daugbjerg Hansen at mange bjørneklo står på privat ejendom.
– I mange år har kommuner og private lodsejere hver for sig bekæmpet bjørneklo. Men bjørneklo kan kun bekæmpes effektivt hvis alle – kommunen såvel som private – deltager i at udrydde den, forklarer Anja Daugbjerg Hansen.
Siden 2009 har det været muligt for kommunerne at vedtage en indsatsplan og derigennem pålægge lodsejere at fjerne bjørneklo.
Indsatsplanen er dog ikke et værktøj kommunerne vil bruge til at slå lodsejerne i hovedet med. Tværtimod indeholder den en lang række gode råd til hvordan man nemmest og mest effektivt bekæmper de uønskede planter.
– Det kan være meget forskelligt hvordan man mest effektivt bekæmper bjørneklo. Nogle lodsejere har kun få planter på deres grund, mens andre har store områder der er angrebet og andre igen har planten på områder der meget svært tilgængelige med maskiner. Helt afhængigt af hvordan planten gror, kan man vælge forskellige bekæmpelsesmidler, forklarer Anja Daugbjerg Hansen.
For at opnå den mest effektive bekæmpelse er det vigtig at man overholder nogle bestemte tidsfrister i forhold til plantens livscyklus. Det er alt sammen noget man kan læse om i indsatsplanen fra Rebild Kommune.
_ _ _
FAKTA:
Bjørneklo er en plante der hører til de såkaldt invasive arter der, hvis den for lov til at sprede sig i den danske natur, kan fortrænge andre planter. Desuden er det en plante med en lang række af uønskede egenskaber. Blandt andet kan man udvikle en meget alvorlig soleksem hvis man kommer i kontakt med plantesaften.

