- Tirsdag, 10. januar 2012
Begge pigehold var i weekenden i aktion i nydannede puljer. Begge hold havde klaret sig rigtig flot i efteråret med to andenpladser og er derfor kommet i endnu stærkere puljer efter jul.
Støvrings hold 1 var på hjemmebane oppe mod HK Star. Dette blev en hård kamp for Støvrings piger. Forsvaret fungerede godt, men HK Stars bagspillere var rigtigt godt skydende, og hamrede således mange skud i nettet fra bagkanten. I angrebet havde Støvrings piger svært ved at finde hullerne, og måtte efter kampen konstatere et nederlag på 4-13.
Nanna Schouboe Larsen blev kampens Small Star-spiller.
Støvrings hold 2 var på besøg i Frejlev mod St. Restrup. Det var et meget tæt opgør, der endte 5-4 i St. Restrups favør. Natasja Ludvigsen scorede to flotte mål fra fløjen, og Nanna V. Madsen scorede to mål fra back-positionen. En kamp, som Støvring kunne have afgjort, men for mange afbrændere i de sidste minutter afgjorde kampen.
Kampens Small Star-spiller blev Nanna V. Madsen.
Trods de to nederlag var humøret højt ved pigerne, og de glæder sig til at komme i kamp igen.

