- Onsdag, 27. august 2014

Sognets Hus i Haverslev.
HAVERSLEV: Søndag den 14. september er der først høstgudstjeneste med efterfølgende indvielse af Sognets Hus i Haverslev.
Menighedsrådet kan se tilbage på et godt og meget tilfredsstillende forløb omkring tilbygning og istandsættelse af den gamle sparekassebygning.
Man glæder sig til at vise de nye lokaler frem ved indvielsen og ikke mindst at tage lokalerne i brug. Den gode beliggenhed ved kirken og mere plads omkring huset og de brugervenlige lokaler, giver nye og bedre forhold for både mini og store konfirmander og børnekoret. Det giver en oplagt mulighed for at benytte begge steder, ligesom der ved kirkelige handlinger og arrangementer i kirken er god mulighed for at samles efterfølgende i Sognets Hus.
Navnet Sognets Hus er valgt ud fra et ønske om, at det må blive og være sognets hus, som alle, i større eller mindre grad, benytter alt efter ønsker og behov, som er foreneligt med husets formål.
Menighedsrådet har som målsætning for hele valgperioden 2012 til 2016, at kirken skal være solidt forankret i lokalsamfundet, og være et samlingspunkt og en aktiv del af sognets liv.
Man vil udbygge og styrke de aktiviteter, som man i dag har for alle aldersgrupper, men med særlig fokus på børn og ældre.
Menighedsrådet ønsker i højere grad at indgå i samarbejde med byens foreninger, skoler og institutioner.

