- Onsdag, 28. januar 2015
Herlig og livsbekræftende film i Seniorbiografen

Glimt fra tidligere afholdt bedsteforældredag i Kinorevuen.

SKØRPING: - Der er en fin balance mellem malerisk lokalkolorit og almenmenneskelige problemstillinger. Med andre ord en film med både bid og vid, skrev anmelderen Henrik Queitsch om ”Et hus i Marokko, som Seniorbiografen i Skørping viser torsdag eftermiddag.
I filmen følger vi den afdøde industrifyrstes Moulay Hassans tre døtre, da den store familie samles til tre dages sorg i Tangier ifølge muslimsk tradition.
Hassans døtre, den overfladiske Miriam, den konservative lærerinde Kenza og den amerikanske skuespillerinde Sofia, må skifte deres moderne tøjstil ud. Men de må også tage hul på at få løst deres interne konflikter, så søsterkærligheden atter kan vokse frem.
Det er en film med både spydigheder, vittigheder og kærlighedserklæringer. Filmen skildrer også, hvordan det vestlige frisind strides med de muslimske normer i den ene af døtrene, da hun må sige farvel til brystimplantater og stiletter for at iklæde sig sørgetøj efter muslimsk tradition.
”Et hus i Marokko” er både munter og smertelig, men også livsbekræftende.
Skuespillerne er nogle af Mellemøstens største stjerner, bl.a. Omar Sharif, kendt fra ”Doctor Zhivago”.
Hele familien skal i biografen
Torsdag den 12. februar er der Bedsteforældredag i Seniorbiografen, men der er for længst udsolgt.
Der er derfor lavet endnu en Bedsteforældredag torsdag den 19. februar med samme program, dvs. at man skal se den nye, danske film ”Min søsters børn og guldgraverne”. Der er slikpose til børnene, og efter filmen hygger man sig med pizza.
- Bedsteforældredagen er normalt for bedsteforældre og børnebørn, men ved den ekstra forestilling må forældrene komme med, så det kan blive en biograftur for hele familien. Vi har derfor allerede døbt den ekstra forestilling Familiedag, fortæller Erling Junker Holst, som tror, at Familiedagen også vil blive en tradition.
- Starttidspunktet er kl. 16.00, så de fleste forældre er kommet hjem fra arbejde. Samtidig behøver de ikke at tænke på aftensmad, siger han.
Billetsalget til Familiedagen starter torsdag den 5. februar.

