- Tirsdag, 27. august 2013
Lørdag den 31. august afholdes der cykelsponsorløb i Kirketerp med formålet, at samle penge ind til drift af et aktivt FDF.

På billedet ses de glade og forventningsfulde børn og ledere, som håber på, at mange vil hjælpe med til, at der fortsat er mulighed for at have et aktivt FDF arbejde i Kirketerp.
KIRKETERP: Løbet bliver samtidig afslutningen på en lejr, som afholdes ved kredshuset fra den 28. august til den 31. august. Her bliver børnene sendt i skole fra lejren og om eftermiddagen hjælper lederne med at lave lektier og de hygger sig i kredshuset.
Cykelsponsorløbet foregår på den måde, at mange FDF’ere har brugt ugerne op til løbet på at finde sponsorer, der vil give et beløb pr. omgang, de cykler. En omgang er på 1 km og løbet varer 1 time. Samtidigt har løbsledelsen fundet et antal personer fra sognet, som har lovet at cykle for en hovedsponsor, det vil sige virksomheder, der giver et fast beløb uanset antal omgange. Der bliver ligeledes deltagelse af flere borgmesterkandidater til det kommende kommunalvalg.
Et cykelsponsorløb er ikke noget væddeløb, men et løb, der foregår inden for en afmærket rute og i øvrigt foregår efter færdselslovens regler. Løbet vil blive skudt i gang af Leif Nielsen, Bradsted.
Der vil stå kontrollanter langs ruten, som starter ved skolens parkeringsplads og fortsætter 500 meter mod Hjeds, hvor der vendes og køres tilbage til skolen. På skolens parkeringsplads vil der stå omgangstællere, som skal holde styr på omgangene, der køres af de enkelte cykelryttere.
Efter løbet er alle velkomne til at samles i kredshuset, hvor der kan købes kaffe, sodavand, og sandwiches. Resultatet af indsamlingen offentliggøres hurtigst muligt efter løbet, så der også kan findes vindere.

