Tinna Bentzen tog på iværksætteruddannelse, og det var en god idé. Onsdag 23. september begynder et nyt iværksætterhold på uddannelsens første trin

Dyrlæge Tinna Bentzen har fået en flyvende start i Støvring Dyreklinik, der for længst har markeret sin første fødselsdag. Hun begrunder sin succes med iværksætteruddannelsen. (Foto: Morten Olsen).

STØVRING: I marts markerede dyrlæge Tinna Bentzen sin virksomheds, Støvring Dyreklinik, første fødselsdag, og hun begrunder helt klart sin gode begyndelse med sin deltagelse på iværksætteruddannelsen.  Da hun lukkede Trin 1-mappen op i Business Rebilds lokaler, åbnede der sig samtidig en helt ny verden. Hun opbyggede et godt og stærkt netværk, opdagede faldgruber i sin virksomhedsidé og fik masser af brugbar basisviden.
- Jeg har fået et fantastisk netværk, som eksempelvis har medvirket til, at jeg har holdt oplæg, deltaget i arrangementer og været på tv. Måske kunne jeg godt have etableret min virksomhed uden iværksætteruddannelsen, men det ville ikke være gået lige så godt, er Tinna Bentzen overbevist om.

Værktøjskasse og
stærkt netværk

Onsdag 23. september begynder et nyt iværksætterhold på uddannelsens første trin. Her får kommende og nystartede iværksættere får brugbart input.
Kurset forløber over syv aftener i selskab med professionelle og erfarne rådgivere fra forskellige brancher, der spænder lige fra salg og markedsføring over jura og økonomi til erfarne erhvervskonsulenter. De hjælper kursisterne med at afprøve deres ideer om et liv som selvstændige. I tilgift får deltagerne et solidt netværk, der bidrager med ideer og sparring.
Uddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Business Rebild, Infolink Kurser, Nordjysk Iværksætter Netværk, University College Nordjylland, Aalborg Handelsskole og Væksthus Nordjylland og finder sted i Business Park Nord i Støvring.


e-max.it: your social media marketing partner