Af: Af Splint

Leonard Cohen:
Popular Problems
Sony 88875014292
 
Blot to dage efter Leonard Cohen 21. september fyldte 80 år udsendte han sit soloalbum nummer 13.
En musiker i den alder kan man af gode grunde ikke forvente sig specielt meget af, hvad angår nyskabende ideer.
Men ikke desto mindre lykkes det for canadieren at tage sit store publikum med storm igen.
Således rummer albummet ”Popular Problems” både en burlesk sensualitet og en række rammende kommentarer til nutidens samfundsorden.
Albummet åbner med sangen ”Slow”, hvor Leonard Cohens dybe stemme formaner os til at tage den med ro.
Skæringen ”Almost Like The Blues”, der er en slags opfølger til klassikeren ”The Future”, tager over. Cohen lyder her som en træt og slidt mand. Men anderledes kan det vel ikke være, når sangen handler om voldtægt, tortur, sult, krig og ødelæggelse?
Allerbedst er Leonard Cohen på ”Samson In New Orleans”. Den tager udgangspunkt i orkanen Katrinas hærgen og byens efterfølgende nød. Sangen er smuk, og bemærk Alexandru Bublitchis violinspil. Det er lige så rørende som det han leverede ved livekoncerten med Leonard Cohen i august 2012 i Aalborg.
Ikke alle sange er af ny herkomst.
Eksempelvis stammer ”Nevermind”, der handler om forrædderi og eksilliv, fra tiden omkring terroraktionen mod New Yorks tvillingetårne for 13 år siden. Typisk for Cohen har han tilføjet sangen en messende arabisk kvindesang.
I forhold til sit foregående album, ”Old Ideas”, har Leonard Cohen på ”Popular Problems” blot drejet på et par knapper hist og her. Stemningen er stort set den samme:
Det er komprimeret, reciterende og reflekterende.
Leonard Cohen er nået til et sted i livet, hvor han leverer sin lyrik med erfaringens tyngde og hvor han musikalsk ikke længere behøver at eksperimentere!
 


e-max.it: your social media marketing partner