Indehavere af Brillenyt i Støvring, Anna og Kurt Kristensen.

Brillenyt i Jernbanegade kan i disse dage fejre 30 års jubilæum.

STØVRING: I disse dage fejrer Brillenyt i Jernbanegade i Støvring sin 30 års fødselsdag. Indehavere Anna og Kurt Kristensen, som kan se tilbage på mange gode år i Støvring, fortæller:
- Kurt startede i lære hos Sygekassernes Optik i 1969 og var senere optometrist hos Synoptik i Aalborg i 13 år. Anna kom i lære i 1970 og kom til Synoptik i Aalborg i 1980. Året senere, altså i 1981, åbnede vi Brillenyt i Støvring.
Helt fra begyndelsen valgte vi ikke at indgå i et kædesamarbejde og det til trods for, at vi altid har fået at vide, at hvis man ikke gik med i en kæde, kunne man ligeså godt lukke med det samme. I årenes løb er det da også blevet til mange tilbud fra flere kæder, men vi er altid blevet enige om, at fortsætte som en privat optikerforretning. Dette giver mulighed for friere indkøb, idet man hos kæderne er bundet til at handle bestemte steder. Vi har derfor den store fordel, at vi kan plukke det bedste fra alle grossister og få et større og bedre udvalg. Vi mener, at god service og det, at man altid bliver betjent af en uddannet optiker, giver kunden et bedre og sikkert resultat. Idet vi begge er statsautoriserede optikere og kontaktlinse tilpassere, kan vi give kunderne den optimale vejledning og derigennem tage hånd om kundernes ønsker og behov.
Vi ser frem til, at handelen i Støvring i fremtiden klarer sig ligeså godt, som den hidtil har gjort, så vi kan få mange år i Brillenyt endnu, slutter Anna og Kurt Kristensen.
I anledning af den runde fødselsdag har Anna og Kurt Kristensen fundet ekstra gode fødselsdagstilbud frem til forretningens mange kunder og glæder sig til at byde alle velkommen hos Brillenyt.
DS & HH.


e-max.it: your social media marketing partner