Af: Jørn Eriksen

Støvring IF Fodbold øjner en plads i forårets Jyllandsserie efter at have besejret Bælum/Solbjerg IF 4-1 efter 2-1 ved pausen i et velbesøgt topopgør i Serie 1 på Støvring Stadion lørdag 11. oktober.

Trængsel foran Bælum/Solbjerg IFs mål efter et hjørnespark.

Privatfoto

STØVRING: Med den sejr er trumfkortet - før efterårets tre sidste spillerunder i Serie 1 - på SIF-fødder, idet Støvring-mandskabet nu er tre point foran Bælum/Solbjerg IF, der reelt skal hente fire point flere end Støvring-holdet i de resterende kampe, idet SIF har vundet begge efterårets indbyrdes opgør.
Og der er pæn margin ned til puljens nummer tre og fire, så topstriden om den enlige billet til Jyllandsserien er reelt et anliggende mellem de to Serie 1-mandskaber fra Rebild Kommune.
Omkring 250 tilskuere skabte en medlevende kulisse på Støvring Stadion i lørdags, og hjemmeholdet fik en forrygende åbning på kampen, da Mads Harbo bragede SIF foran 1-0 efter få minutters spil. Det blev 1-1 i det 14. minut, da Nicolaj Lassen blev stukket fri i dybden.
Herefter var topopgøret en underholdende slagudveksling mellem to særdeles kompetente mandskaber, der begge levede op til placeringen på den pointmæssigt delte førsteplads, som SIF dog indtog på forhånd takket være 3-2-sejren i Bælum tidligere på efteråret.
Gæsterne var stærke i deres omstillingsspil, og det virkede som om, SIF i en periode havde svært ved at sætte spillet op på vanlig vis. Det skal dog også i den sammenhæng siges, at en af de vante SIF-profiler, Lasse Pilgaard, havde været tvivlsom til kampen p.g.a en mindre forstrækning i det ene lår, og han nøjedes også med at være i aktion i de første 45 minutter.
Men SIF kom gennem trængslerne, og hjemmeholdet kom også foran fem-seks minutter før pausen på en helt igennem smuk scoring på et langskud signeret Thomas Nielsen.
Fem minutter inde i anden halvleg øgede Lars Bo Hansen til 3-1 på et kraftfuldt hovedstød i kølvandet på et hjørnespark. Topkampen fandt sin endelige afgørelse i det 71. minut, da Henrik Bach scorede til 4-1 efter forarbejde af Mads Harbo.
Samlet en glimrende kamp på et højt spillemæssigt niveau, hvor begge mandskaber viste forcer både teknisk og fysisk.
SIF Fodbolds andethold hos herresenior, Serie 3, måtte til gengæld se sig besejret 2-1 i Støvring i lørdags i et topopgør mod førerholdet Svenstrup-Godthåb IF. SIF kunne have erobret førstepladsen med en sejr men indkasserede det første nederlag i seks kampe. Jimmi Thomsen bragte SIF foran 1-0 kort ind i kampen, men gæsterne trak altså det længste strå efter 1-1 ved pausen. For SIF var det et ærgerligt nederlag, idet hjemmeholdet så rigeligt havde målchancerne til at afgøre topopgøret til egen fordel. Der mangler tre spillerunder i Serie 3, og med nederlaget kom SIF fire point efter Svenstrup-Godthåb IF.


e-max.it: your social media marketing partner