- Onsdag, 2. marts 2011

SKØRPING: Himmerlands Melodibog indeholder 60 himmerlandske folkemelodier og fortællinger om folk og musik. Melodierne er nøje udvalgt blandt det store, himmerlandske folkemusikrepertoire.
Klaus Pindstrup har i mere end 25 år haft sit hjerte i himmerlandsmusikken. Han underviser bl.a. på Himmerlands Folkemusikskole, som udgiver Himmerlands Melodibog.
Klaus Pindstup voksede op i Skørping og kom i lære som spillemand hos Otto Trads, som var den store spillemand i Himmerland. Trads lærte ham ikke bare greb og bueføring – han gav ham hele sit repertoire. Senere tog Trads teenageren Klaus med i Rebildspillemændene, hvor han kom til at spille sammen med mænd, som kunne være hans oldefædre.
Nu er det så Klaus Pindstrup, der bærer spillemandsbagagen videre bl.a via Himmerlands Melodibog. Klaus Pindstrup spiller også med Souvenirs og er uddannet klassisk violinist på Det Jyske Musikkonservatorium. Desuden underviser han også på folkemusiklinien ved Det Fynske Musikkonservatorium.
Nu er han altså tilbage ved sine rødder: de himmerlandske folkemelodier.
Himmerlands Folkemusikskole har efterlyst en melodibog for at skabe en gunstig udvikling for den himmerlandske folkemusik– og ikke mindst til glæde for eleverne.

