- Tirsdag, 6. marts 2012

Butiksfacaden i Vingårdsgade.
Bang & Olufsen Vingårdsgade kan i år fejre 40 års forretningsjubilæum.
I januar 1972 kom Bent Dragsbæk til Aalborg, efter i 10 år at have arbejdet som salgskonsulent hos Bang & Olufsen. I det dengang nybyggede Vingårdshus var
der tomme lokaler som skulle vise sig at være perfekte til Radio & TV forretning.
Butikken blev åbnet med et sortiment af Bang & Olufsen og andre kvalitetsprodukter.
Hjertet lå hos Bang & Olufsen, og allerede i de første år opnåede butikken den højeste andel af Bang & Olufsen-salget blandt danske butikker. Successen gjorde, at butikken, som ved åbningen kun var en lille butik på hjørnet af Vingårdsgade og Jernbanegade, hurtigt blev udvidet til at dække hele stueetagen i Vingårdshus.
Da det i halvfemserne blev muligt at sætte Bang & Olufsen-navnet på facaden, valgte Bent Dragsbæk, som den første, at gøre det både i Aalborg og i butikken, som i 1984 var startet i Århus. Med Bang & Olufsen-navnet på facaden, var det naturligvis oplagt at fortsætte med en 100% dedikeret indsats på at levere de bedste Bang & Olufsen-løsninger både til nordjyder og østjyder.
Efter mere en tredive aktive år valgte Bent Dragsbæk for nogle år siden at trække sig tilbage fra den daglige drift for at nyde sit otium som pensionist. Butikkerne ejes i dag ligeligt af Bent Dragsbæk og hans datter Henriette Dragsbæk og svigersønnen John Mortensen, som begge er udlært i butikken i 1978.
Den daglige drift af butikken i Vingårdsgade varetages af Butikschef Palle Madsen, som har været med siden 1985.
Med denne centrale beliggenhed i Aalborg har butikken gennem 40 år været helt i front med teknologien og har konstant sørget for at holde butikken opdateret med de nyeste teknologier. Butikken er således i dag den eneste i Nordjylland, som forhandler det nye 85” 3D TV samt det avancerede BeoLiving, som omdanner hjemmet til en komfortabel hjemmebiograf med elektronisk Bang & Olufsen styring af lærred og projektor, lys, persienner og meget mere.
Butikken er med sine syv Bang & Olufsen-uddannede medarbejdere, eget værksted og monteringsafdeling rustet til at løse alle opgaver med Bang & Olufsen – store som små.
Netop på grund af den store kompetence, som er samlet i Vingårdsgade har Kurt Andersen, Skovbjerg Radio, som netop er stoppet som Bang & Olufsen forhandler, valgt at overdrage al Bang & Olufsen service og garanti dertil, for at sikre, at kunderne også fremover får en god og effektiv service.
I anledning af jubilæet har butikken lavet en udstilling, hvor man kan opleve en stor del af produkterne, som i 1972 var de nyeste nye.

