- Onsdag, 18. september 2013
GULDBÆK: Det er nu 25 år siden, at en gruppe forældre i skolen – Guldbæk Friskole – besluttede at starte en børnehave i Guldbæk. Det skulle være langt nemmere at skulle aflevere børn til skolen og deres mindre søskende på samme adresse. Derfor blev Guldbæk børnehave – sidenhen børnehaven Guldklumpen – en realitet.
De første år havde børnehaven til huse i lokaler på skolen. Det var først efter 9 år, og meget svingende børnetal, at bestyrelsen sammen med forældregruppen besluttede at lave en ”ny” børnehave. Dette blev en realitet i sommeren 1997, hvor der blev stillet fem kasser/pavilloner op på grunden, i øvrigt der, hvor der var en super dejlig sandkasse. De skulle i nogle år rumme børnehaven Guldklumpen.
For et par år siden slog man alle rekorder, da man i en kort periode lige op til sommerferien havde 32 børn indskrevet.
Børnehaven Guldklumpen har i alle årene været en børnehave, hvor dagligdagen har været, og er, præget af den plet på landkortet hvor den ligger, lige ude midt i Guldbæks dejlige natur.

