Øster Hornum Seniorer har været på en tre-dages tur til Ærø.

Glimt fra tre-dages turen til Ærø.

Ø. HORNUM: Det var en dejlig tur, Øster Hornum Seniorer drog på tidligt om morgenen den 22. maj. Bussen kørte afsted fra Øster Hornum mod Hedensted, hvor man fik et dejligt morgenkomplet. Bussen kørte derefter ad den gamle hovedvej til Svendborg og en lille omvej om Hindsgavl Slot for at se krondyrene. Dog så man ikke mange, men det var en flot tur rundt om slottet.
Fra Svendborg sejlede man til Ærøskøbing. Velankommet til Ærø blev man indkvarteret på Ærø Kro og Hotel i Marstal, hvor der stod Ærø-pandekager og ventede. Senere fik man en lækker middag.
Dagen efter var man på et spændende besøg på Marstal Søfartsmuseum. Efterfølgende gik man en tur i Ærøskøbings små, krogede gader, så Søbygård, hvor de medbragte sandwich blev spist. Dernæst fortsatte man til Skjoldnæs Fyr på nordspidsen af Ærø, hvor der er en utrolig smuk natur.
Selskabet havde guide med på hele turen, som begejstret fortalte om øen.
Dagen sluttede med en tur på Rise Bryggeri, der selvfølgelig brygger lokalt øl.
På tredjedagen var det hjemad, men først så man Vorup klit med dens terrasser, som er skabt gennem tiden.
Fra Søby sejlede man til Fynshav, og kørte ad mindre veje til Tyskland, hvor man  handlede, inden turen gik hjemad over Rødekro, hvor man indtog en dejlig anretning.
Så trængte deltagerne  også til at komme nordpå, og bussen returnerede og ankom til Øster Hornum først på aftenen.


e-max.it: your social media marketing partner