Af: Af Birte Dalsgaard Kristensen

Den kendte børnebogsforfatter Cecilie Eken gæstede mandag den 3. marts Ellidshøj skole. Cecilie Eken har bl.a. skrevet Mørkebarnet, Den sorte safir, Det levende sværd og Witch-bøgerne.

Det fornemme forfatterbesøg skyldtes, at Ellidshøj skole har tradition for at intensivere læsningen i uge 10 og 11 – ugerne er simpelthen dømt ”læseuger” og hvad kan være bedre end, at skyde sådan nogle uger i gang med en forfatter. I forvejen har skolen fast ”læsebånd” 20 min. flere dage om ugen, og deres egen dygtige læsevejleder.
Cecilie Eken holdt oplæg først for nulte til tredjeklasserne og dernæst for fjerde- til sjette klasse. Eleverne havde forberedt besøget med diverse spørgsmål til forfatteren, og for at kunne gøre det, er der blevet læst en del af Cecilies Ekens bøger.
Inspirationen til bøgerne henter Cecilie Eken igennem rejser, andre bøger, film og nattedrømme. Cecilie Eken fortæller, at alle hendes bøger har et større eller mindre element af eventyr i sig.
Denne fantastiske formidling som Cecilie Eken har i sine bøger, formår hun også at bestride i talens kraft. Børnene fandt oplægget sjovt, spændende og meget lærerigt. Derfor var motivationen også stor, da eleverne selv fik lov at være manuskriptforfattere/instruktører til otte små kortfilm der skal deltage i Aalborg Seminariums multimediefestival. Så måske blev der ved dette besøg sået frø til flere ”læseheste” og små forfatterspirer, i hvert fald skal der i de kommende uger læses til den store guldmedalje.


e-max.it: your social media marketing partner