- Onsdag, 24. juni 2015

Arkivfoto.
VEGGERBY: Midt i Rebild kommune mellem de to små byer, Hjeds og Bradsted, ligger der en dejlig naturperle. Det er Horsdalen. Et område og en dal, hvor der er den flotteste natur og dejligt stille og roligt. Her har Veggerby Sogns beboerforening opsat et shelter, som kan bruges af alle. Området ejes af Rebild Kommune.
I torsdag var der dog ikke ro i Horsdalen. Det var Veggerby Sogns Beboerforening, der forstyrrede freden, idet man bruger dalen én gang om året til udendørs fællesspisning.
Der var stor tilstrømning til arrangementet - godt 200 havde fundet vej denne skønne sommeraften - hvilket var rekord. Deltagerne kunne nyde helstegt gris med masser af tilbehør, og i sidste øjeblik blev der sponsoreret 10 kg pølser.
Som noget nyt var der forestilling af Hjeds Dilletanterne, som opførte skuespillet om Rakker Else. Rakker Else levede i omegnen af Bradsted for mange år siden. Rakker Else ligger begravet på Veggerby Kirkegård.
I forbindelse med forestillingen var der sang af Mandskoret fra Veggerby kirke.

