- Tirsdag, 20. september 2011

Tuens første barn, Rasmus Hansen (med sin datter Sofie) og leder Joan Straarup.

Tuens yngste børn fra Vandpytten synger mejetærskerblues.
HAVERSLEV: Dagen var valgt med omhu – eller også var de bare svineheldige i Tuen i Haverslev. 100 års jubilæum og høstmarked løb nemlig af stablen fredag den 16. september. Efter det, der føles som måneders regn og flere dages blæst, ja, så skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og blæsevejret var – blæst væk!
Dagen startede med reception for 100 års jubilarerne. Leder Joan Straarup kunne den 1. august fejre 25 års jubilæum som leder af Tuen. Selve Tuen åbnede en måned senere, og samme dato i år kunne pædagogerne Connie Bertelsen og Vibeke Meldgaard slutte sig til den eksklusive klub af 25 års jubilarer. Mange samarbejdspartnere og repræsentanter for kommunen, forældre og ”gamle børn” havde fundet vej til det store telt på Tuens legeplads – der i dagens anledning var omdannet til markedsplads. Tuens allerførste barn, Rasmus Hansen, dukkede op sammen med sin lille datter Sofie, og således blev ringen sluttet.
Efter en times tid sluttede receptionen, for nu var det høstmarked, der stod på programmet. Det er efterhånden en tradition, og dette var femte gang, at Tuen og alle børnene fejrede høstens mangfoldighed, og at dømme ud fra børnenes medbragte afgrøder fra haven derhjemme, er høsten i år slet ikke så ringe endda.
Spillemandsmusik og skolebørnenes optræden indledte høstmarkedet, og indenfor på markedspladsen var der et væld af aktiviteter. Stenild Gøglerne skabte markedsstemning med alle deres færdigheder, og selv nogle af børnene prøvede kræfter med gøgleriet på scenen – de gik på glasskår! Børnehavebørnene var alle på scenen – de havde øvet tre sangnumre, der vakte stor begejstring blandt publikum. De yngste børn fra Vandpytten sang mejetærskerblues, mellemgruppen fra Stjerneskuddet sang en nyskrevet jubilæumssang, og de ældste børnehavebørn fra Regnbuen tog fat i fortiden og sang en af Tuens populære karnevalssange, Sambaen er løs.
Rundt omkring på markedspladsen var der smagsprøver på saft, limonade, brød, marmelade, leverpostej, syltede rødbeder og syltede squash, følekassen var populær, mange prøvede selv at kærne smør - ved bålet blev der bagt vikingefladbrød og kartoffel-porresuppen var et hit – og alt det kulinariske havde børnene fremstillet i ugerne inden høstmarkedet. Ja – faktisk gik de allerede i gang i foråret med at så og plante, så der var noget at høste her i efteråret. I foråret lavede børnene fra daværende 3. klasse en katapult, og den kom de så og betjente denne dag – og karameller er ganske godt kasteskyts. Kunne man gribe karamellen, måtte man spise den. Man må heller ikke glemme Det muntre Køkken, og konkurrencen med trillebørløb og molboski. En anden konkurrence, der faktisk blev sat i gang i foråret, da børnehavebørnene plantede et solsikkefrø og en pralbønne, skulle nu afgøres. Hvem havde den højeste solsikke, den højeste pralbønneplante og den længste pralbønnebælg? Efter kontrolmålinger, var det Dagmar fra Stjerneskuddet der løb med to pokaler – Solsikke og pralbønnebælg, og Mille fra Regnbuen havde den højeste pralbønneplante og fik dermed en pokal med hjem.
Mens alt dette foregik på markedspladsen var der altså også rigtig mange inde i teltet. Et gigantisk kagebord, der ville gøre enhver sønderjyde misundelig, lokkede den søde tand, og mange af de gamle børn sad med næsen i de gamle fotoalbum.
Alt i alt var det en særdeles vellykket dag for de 135 børn fra Tuen og deres godt 450 gæster.

