- Tirsdag, 3. juli 2012

På billedet fra Bella Italia-cup ses: Julie Thomsen, Emma Kragh, Cecilie Kristensen, Amanda Laulund, Maria Thomsen, Nicoline Jespersen, Sara Kragh, Cecilie Back og Julie Madsen.
STØVRING: Sæsonen er nu også slut for U12-pigerne efter et godt år med mange gode oplevelser. U12-pigerne har været med i både Bella Italia Cup i Aalborg og Landsby Cup i Vårst som de sidste Cup-stævner i foråret 2012.
Det sidste stævne, som U12-pigerne deltog i, var Bella Italia Cup i Aalborg. Her deltog man med et hold, som kom i pulje med både U12- og U13-hold. Så det var med stor spænding, stævnet startede mod Vejgaards U13-piger, som fysisk var Støvring-pigerne overlegne. Støvring-pigerne kom dog godt fra start, og med godt spil vandt de sikkert med 4-0.
Næste kamp var mod Klarups U12-andethold, hvor pigerne holdt tempo i hele kampen og vandt med 10-0. Den tredje kamp var mod Klarups førstehold, som man altid har haft nogle gode kampe mod. SIF startede igen bedst, og med gode kombinationer og med godt forsvarsspil blev kampen vundet sikkert med 3-0.
Dermed var der lagt op til en ”finalekamp” mod U13-pigerne fra B52. Her viste det sig dog, at der ikke altid er plads til det gode spil, så der måtte fightes mod de noget større piger.
Støvring-pigerne kæmpede flot og kom til flere flotte forsøg, men SIF måtte se sig besejret med 3-1. Dejligt at se Støvring-pigerne, trods denne modgang og trætte ben efter seks timers fodbold, stadig holdt hovedet højt, og efter få minutter igen fik smilet på.
Ugen før var der to U12-hold fra SIF Fodbold med i Vårst til Landsby Cup. Her var der to puljer, som var delt op i A og B række.
I B-rækken kom Støvring trods en noget hård start igen og vandt den sidste kamp og fik medaljer med hjem.
I A-rækken spillede Støvring-pigerne sig til en finalekamp mod B52, der til dette stævne havde valgt at forstærke sig med flere spillere fra andre klubber. Det blev en kamp, hvor Støvring havde det meste af spillet, men på bedste italiensk vis holdt B52 SIF væk fra scoringer. Man kom bagud 0-1 på et kontraangreb, og til stor forundring fløjtede dommeren kampen af trods det faktum, at der endnu manglede 6 ud af de 17 minutter, som kampen varede.
Lidt ærgerligt med den afslutning på en kamp, som godt kunne vindes.
Så nu kan man se tilbage på et år, hvor A-holdet har vundet alle kampe mod rene U12-hold i turneringer og til stævner (ca. 42 kampe).
C1-holdet har vundet deres række med ene sejre i de sidste kampe.
Et C2-hold med mange nye spillere, hvor mange har vist, at nye piger også kan være med.

