Vil man give sine børn en oplevelse, der ikke findes i en app store? Så kom på landet søndag den 20. september, når hele Danmarks spisekammer åbner stalddørene til Åbent Landbrug. Landmænd over hele landet tager imod børn og voksne, der gerne vil vide mere om, hvor maden kommer fra.

Lene og Per Laursen byder velkommen på deres gård søndag den 20. september.

Børn og voksne har en enestående mulighed for at se de prægtige dyr på markerne.

Rundt om i hele landet bliver der på søndag mulighed for at opleve køer, kalve, grise, mink, kødkvæg, malkegeder, får, høns, samt frugt- og grøntsagsproduktion, når landmænd åbner dørene. Her på egnen er der bl.a. Åbent Landbrug hos Lynge Limousine v/Lene og Per Laursen i Arden.
Her kan man opleve en flot besætning af de imponerende Limousine kødkvægsdyr, hvor en almindelig ko vejer ca. 800 kilo. Derudover er der spændende aktiviteter på dagen – bl.a. sjove spejderaktiviteter,  find vej gennem majslabyrinten, smag lækre produkter fra Arden Frugt og Grønt og Nordic Beef eller gæt og vind med Familiequizzen.
Åbent Landbrug er en enestående lejlighed for både børn og voksne til at blive klogere på, hvor og hvordan dyrene på landet lever, hvordan afgrøderne på markerne kommer ind i laden sidst på sommeren, og hvordan maden ser ud, inden den havner på spisebordet. Der vil alle steder være rig mulighed for at klappe, se, røre og smage.
- Vi vil gerne, at alle danskere er lige så stolte over landbruget, som vi landmænd er. Derfor inviterer vi alle til at se, hvordan vi i et moderne effektivt landbrug producerer fødevarer af høj kvalitet, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.


e-max.it: your social media marketing partner