- Torsdag, 26. juni 2014
Pressen har de seneste mange uger været optaget af den såkaldte ”bilagssag” vedrørende Venstre organisationens indkøb af påklædning til Lars Løkke Rasmussen. Sagen fandt sin foreløbige afslutning på det dramatiske ekstraordinære landsmøde i Odense den 3. juni og resultatet er dækket af de forskellige medier i tiden efter.
Trods den massive me-diedækning eller måske derfor, har kommuneforeningens bestyrelse for Venstre i Rebild valgt at afholde et orienteringsmøde for sine medlemmer. Her vil personer, der har været tæt på beslutningsprocessen give en tilbundsgående orientering om forløbet. Gert Sørensen, nyvalgt formand for kommuneforeningen i Rebild, har kun været medlem af hovedbestyrelsen ganske kort tid og har derfor begrænset viden om hændelsesforløbet.
Til at give en mere dybdegående information er derfor inviteret formand for Venstre i Nordjylland Erik Hovesen, mangeårigt medlem af Venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Erik Hovesen vil på mødet orientere om handlinger og baggrund for de beslutninger der blev truffet i årene fra 2009 til 2012 og derefter besvare spørgsmål fra de fremmødte medlemmer.
Til at afslutte mødet vil Himmerlandskredsens folketingskandidat Per Bisgaard fortælle om hvordan han vil føre sin valgkamp og hvilken Venstrepolitik han vil fremhæve som sin og Himmerlands i den kommende valgkamp, for igen at sikre et Himmerlandsk medlem af folketinget, hvilket har været tradition i 104 år.
Medlemsmødet afholdes mandag den 30. juni på Rebildhus.

