Den 7. marts var Rebild Byråd samlet til det årlige visionsseminar. Et helt centralt emne var tiltrækning af nye borgere og virksomheder. Gennem gruppearbejde og fællesdiskussioner fandt politikerne frem til et antal indsatsområder der skal have særligt fokus i det kommende år.

En væsentlig faktor når tilflyttere vælger at bosætte sig i Rebild kommune, er udbuddet af boliger. Behov og ønsker for type af bolig er afhængig af den enkeltes eller familiens livssituation. Der var enighed om, at der skal være fokus på muligheden for flere forskellige boligtyper fx andelsboliger, forskellige former for bofællesskaber, ejer- og lejeboliger.

Hurtig og kvalificeret sagsbehandling

Borgerne og virksomheder er i centrum i sagsbehandlingen, men vi kan og skal blive bedre til at handle hurtigt – det var en klar melding fra politisk side.
Blandt de andre emner, der blev drøftet for at øge tilflytningen, kan nævnes: Bredere brug af haller og medborgerhuse, mere fokus på ”det grå guld”, den bynære natur, styrkelse af idræts-, kultur-, og fritidslivet samt generel forskønnelse af kommunen.

Virksomhederne foretrækker Rebild

Rebild Kommune er godt på vej mod visionen om at være den foretrukne nordjyske kommune, når små og mellemstore virksomheder skal etablere sig. Det arbejde skal fortsætte, og midlerne er blandt andet den gode infrastruktur og en høj grad af professionalisme og imødekommenhed, når interesserede virksomheder henvender sig. Desuden er det vigtigt, at der altid er attraktive erhvervsgrunde til rådighed og bredbånds- og mobildækningen er optimal.

Fremtidens dagtilbud

Rebild Kommune afvikler for tiden et projekt, der under overskriften ”Fremtidens dagtilbud”, sætter rammerne for hvordan kommunens dagpleje, børnehaver og småbørnsinstitutioner skal udvikles. Projektet blev præsenteret for byrådet, der efter en gruppedrøftelse gav deres input til det videre arbejde med strategien for området.

Konstruktive og tværgående debatter
Endvidere blev der givet en status på den aktuelle reform af folkeskolen og til sidst drøftede politikerne hvordan ældreplejen i Rebild Kommune skal udvikles fremover.
Dagen blev sluttet af med en opsummering, hvor borgmester Anny Winther, kunne konstatere, at dagen var præget af saglige og konstruktive debatter på tværs af politiske skel og ideologier.


e-max.it: your social media marketing partner