Støvring Kommunes første borgmester Peter Kvist var en farverig person. Her ses han med høj hat i en absolut mindre hestevogn som deltager i optoget under byfesten i Øster Hornum 1973. Ham må der kunne fortælles meget om!

Støvring Kommunes tredje borgmester, socialdemokraten Kjeld Jensen klipper snoren da Hobrovej blev renoveret i 1995. Historien om ham og hans periode skal også skrives!

”Lokalhistorisk Forening for den tidligere Støvring Kommune” har netop afholdt sin ordinære generalforsamling, hvor formand Erling Trads aflagde beretning. I denne omtalte han de forskellige udadrettede initiativer foreningen havde taget i det forløbne år.
Udover de ordinære åbningstider to gange om ugen har Arkivet i flere tilfælde været vært for foreninger, der gerne ville vide mere om, hvad der kan findes i et lokalarkiv. Med glæde konstaterede Erling Trads, at der fortsat indkommer betydelige mængder af arkivalier i form af breve, foreningsprotokoller, billeder med videre.
Formanden kom også i sin beretning ind på nogle af den kommende sæsons aktiviteter, der blandt andet omfatter en tur til Hvidsten Kro, og et arrangement i Gravlev-Oplev-området.
Det næste års tid vil en stor del af bestyrelsens arbejde bestå i at udarbejde et jubilæumsskrift i anledning af at foreningen i 2013 kan fejre at have 40 år på bagen.
Jubilæumsskriftet i form af en mindre bog, er tænkt som en kavalkade af fortællinger om den nu hedengangne Støvring Kommune, der blev dannet i 1970, og som indgik i Rebild Kommune 2006.
I den forbindelse har arkivet modtaget en stor samling relevante avisudklip fra kommunens arkiver og en stor samling billeder. Selv om dette materiale er omfattende, ønsker Arkivet at inddrage yderligere materiale, og i den forbindelse få så mange mennesker som muligt til at bidrage til fortællingen om Støvring Kommunes historie.
På valg til bestyrelsen var Marit Terp, Robert Kjær, Erling Trads og Niels Nørgaard Nielsen, der alle blev genvalgt. Som suppleanter til bestyrelsen nyvalgtes Bodil Egsdal og Villy Gregersen. Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter påske.
Efter generalforsamlingen og den obligatoriske kaffe med blødt brød, fortalte bestyrelsesmedlem Niels Nørgaard Nielsen om det fortløbende arbejde med at indsamle viden om ”Historien bag Flyverstenen”, og bestyrelsesmedlem John Hardy Nielsen fortalte om arbejdet med at indsamle og redigere dokumenter om efterforskningen efter kali i undergrunden under Suldrup tilbage i 1950’erne og 1960’erne.
Afslutningsvis læste formand Erling Trads udvalgte dele af Rudolf Jensens erindringer om livet i Suldrup tilbage i 1940’erne.


e-max.it: your social media marketing partner