Også inden for asfaltbane-motorsporten scorer mange kørere fra Motorsport Nordjylland (MNJ) fornemme resultater i ind- og udland. Specielt i 2013 har der været fokus på Sørensen-brødrene: Marco og Lasse. Storebror Marco banker på til Formel 1, hvorimod Lasse er i fuld gang med at score racing-erfaring i single seatere.
Far Ruben L. Sørensen konstaterer med et lille glimt i øjet: - Ja, jeg skulle nok aldrig have købt til en lille go kart til Marco på hans tre års fødselsdag. Herved fik han smag for motorsport, og dette har nu været familiens samlingspunkt de sidste 16 år. Meget tyder desuden på, at interessen også vil fortsætte hen over en længere periode i fremtiden.
Allerede tidligt besluttede forældrene Ruben og Connie, at knægtene skulle føres frem i motorsporten på deres talent. Ruben L. Sørensen fortsætter: - Det kan være svært i Danmark at finde en storsponsor. Med talent-princippet har vi prøvet at vise andre forældre, at man behøver ikke at være født med en guldske, men det har selvfølgelig givet nogle knubs og utallige spekulationer gennem årene.
- Lillebror Lasse er bogstaveligt talt født med benzin i blodet, supplerer mor Connie. - Han har været mere eller mindre tvangsindlagt til at kikke på motorsport fra sidelinjen, når storebror Marco kørte race rundt omkring i Danmark samt mange steder i Europa. Heldigvis har Lasse også vist stor interesse for at sidde bag rattet i en go kart, hvorfor han lige som storebror fik sin allerførste som 3-årig.
I 2013 har Lasse L. Sørensen været med helt fremme i DM for Formel Ford, hvor nordjyden har kørt i den danske Aquila-racer hos RS Competition.
- Gennem hele sæsonen har jeg fightet tæt med min teamkammerat Michael Markussen om DM-føringen, oplyser Lasse L. Sørensen. - Det var faktisk så jævnbyrdigt, at der inden finale-weekendens to sidste heat var dømt nervepirrende medaljeslutspurt. Hver løbsweekend strækker sig over tre DM-heat, og jeg havde netop om morgenen genvundet DM-føringen (365 p. contra 364 p.).
Startplaceringen i det andensidste DM-heat blev afgjort at hurtigste omgangstid i det forrige DM-heat. Her manglede Lasse L. Sørensen kun 11 tusindedele fra at starte forrest (30 cm. forskel mellem de to DM-finalister.
- I det andensidste DM-heat nåede jeg ikke foran, fortsætter Lasse L. Sørensen. - Men i finaleheatet blev virkelig spændende. Joakim Darbom fra Sverige tog føringen, og jeg kom af sted som treer. Efter fem omgange var jeg oppe som toer, og havde nu 10 baneomgange til at udbremse svenskeren.
I DM-slutspurtens hede gik racerens motor imidlertid i stykker, og Lasse L. Sørensen hjemkørte derfor DM-sølv efter en flot 2013-sæson. Nordjyden havde dog ikke tid til at deltage i præmieoverrækkelsen, idet der ventede et fly i lufthavnen, som varsler nye muligheder og udfordringer til Lasse L. Sørensen i 2014.


e-max.it: your social media marketing partner