- Tirsdag, 29. maj 2012
Alle sejl var sat til, da damegolfere fra ikke mindre end 16 forskellige jyske klubber, mødte op i Rold Skov Golfklub, til en Åben Damedag.

Vinderne i A-rækken med de flotte præmier.

Velkomstkomiteen fra De Hanegale.

SKØRPING: Dagen var arrangeret af en af klubbens interne dameklubber, ”Tirsdags Pigerne”.
Gæsterne blev alle budt velkommen af medhjælpere fra en mandeklub, ”De Hanegale”, som på festlig vis sørgede for en god og munter start på dagen.
Alle 144 deltagere startede med morgenmad, hvorefter matchen begyndte, præcis kl. 9.00, hvor spillerne startede fordelt på alle golfbanens huller.
Spillet blev afviklet i strålende solskin, og undervejs blev alle deltagerne serviceret med frugt, chokolade og juice.
Om eftermiddagen begyndte spillerne at vende tilbage til klubhuset. Fodmassør Merete Mollvitch sørgede for at behandle rigtig mange af de trætte og ømme fødder, der var udstilling af tøj og mannequinopvisning og smykkesalg fra lokale virksomheder.
Alle de fremmødte blev forsynet med dejlig mad som blev indtaget under musikunderholdning.
Ud af de 144 deltagere var der præmier til i alt 66 spillere. Både for nærmeste flaget, og for længste drive, men ikke mindst for det flotte spil der blev præsteret på dagen.
Vinderne af A-rækken blev Eva Lodahl og Dorte Pedersen efterfulgt af Britta Hedegaard og Ely Rasmussen . I B-rækken vandt Jette Østergaard og Anne Marie Drastrup, efterfulgt af Susanne Frank Abildgaard og Helle Pedersen.
De to første vindere i begge rækker var så ubeskedne at komme fra værtsklubben Rold Skov Golfklub.
Der blev også konkurreret om at komme nærmest flaget, og her blev vinderne på hul 3 og 8 Anne Marie Drastrup RSG. På hul 14 Jette Gaarde, og på hul 17 Inge Marie Svendsen Aalborg Golfklub.
Længste drive var Lisbeth Klok Randers Golfklub i A rækken og Karen Jacobsen i B rækken.

