Torsdag den 23. juni dimitterede rektor Jens Nielsen 145 studenter fra Støvring Gymnasium. Alle 3.g’ere bestod deres studentereksamen, og samlet set endte det med højeste karaktergennemsnit i skolens historie.

Studenter 2016.

Emina Bodil Qvist-Jensen holdt tale på studenternes vegne.

Rektor Jens Nielsens roste i sin tale studenternes hårde arbejde.

Kristian Søgaard modtog legat for at have opnået det højeste karaktergennemsnit.

STØVRING: De 145 stolte studenter lod sig hylde af familie, kammarater, lærere, bestyrelse og ikke mindst rektor.
I rektor Jens Nielsens tale lød der en kæmpe ros for studenternes hårde arbejde:
- Lad mig starte med jeres eksamensbeviser, som I netop har fået. Årgang 2016 har det højeste eksamensgennemsnit i skolens historie, et snit på 7,4. 10% af jer har fået karaktergennemsnit på 11 eller derover. Og nej, det er ikke en fejl i den nye karakterskala. Min oplevelse er, I, studenter årgang 2016, arbejder hårdere samtidig med at kravene for indgang til de videregående uddannelser stiger. Jeg, fortsatte rektor - har dyb respekt for alle jer, der har knoklet med det faglige - uanset om I har scoret 12 eller I har kæmpet for at bestå. En stor ros skulle også lyde for arbejdet med elevkulturen og en fortsat udvikling af det der lokalt kaldes SGY-ånden - Samtidig imponeres jeg dagligt af jeres sociale kompetencer og varme menneskelighed. I har gjort Støvring Gymnasium til et dejligt sted at være. Og Jens Nielsen fortsatte - Meget hurtigt fik I gjort Støvring Gymnasium til jeres gymnasium. I har taget imod de traditioner der var. Og så har I lavet dem om: Pointsystem, festerne, elevrådet, musical, skoleblad. Jeg kunne blive ved.
Med udgangspunkt i årets musikalske forestilling  Juventus tog rektor temaet op om forventninger og forventningspres.
- Et fantastisk stykke musikteater, skrevet af en gruppe af Jer hen over sidste sommerferie. Åbningsscenen, fortsatte han - er rørende og morsom. Her ser vi drengen ”Emil”, spillet af Aksel Kaldahl Friberg, inde i mors mave. Han ligger og lytter til mor og fars forventninger til ham. Far vil have, at han bliver en stor fodboldspiller, men mor mener nu, at han bliver læge. ”Emil” overvejer et kort øjeblik at blive inde i mors mave. Vi følger derefter, fortsætter rektor - de unge gennem gymnasiet og forestillingen slutter med det vi er samlet om i dag. I er blevet studenter og nu flyver I videre. I omkvædet synger I:  

Intet er umuligt, intet siger stop
Vi kan male livet lyst
og vi kan nå til top
og flyver som fuglen!

Afslutningsvis forsatte rektor - Prøv at få drejet omgivelsernes ”forventningspres” til jeres egen drøm og egne forventninger. Jeg er helt sikker på, at I i sidste ende er den allerbedste til at give jer selv et godt råd.
Emina Bodil Qvist-Jensen fra 3.a holdt derefter tale på studenternes vegne, hvor hun beskrev gymnasietiden som en dannelsesrejse.
- Mange vil sige, at vi i gymnasiet blev voksne. De fleste af os fyldte 18 her, vi blev myndige, vi fik stemmeret, mange af os fik kørekort. Vi blev lidt friere, lidt mere erfarne og lidt mere voksne. Emina fortsatte - I min gymnasietid har jeg lært at give mig selv tiden til at lære mennesker at kende. De mennesker, som jeg i starten regnede med, at jeg ville komme til at tale mindst med, var faktisk de mennesker, jeg i sidste ende kom til at tale mest med. Emina ønskede sine medstudenter tillykke med huen og sluttede med den meget rammende sætning.
- Lige inden jeg forlod Støvring gymnasium efter min sidste eksamen. Da jeg havde fået huen på, da vi havde skålet i champagne og spist kransekage og chokoladejordbær, der spurgte min mor mig ”Emina, har du husket det hele og fået det hele med?” Og jeg kan uden at tøve svare ”Ja mor, jeg fik det hele med”.


e-max.it: your social media marketing partner