- Tirsdag, 27. januar 2015
3 F sørgede selv for billetsalget til ”Daglejernes Børn”

3 F’ klubbens kasserer, Leif Tonnisen og næstformand Villy Christensen havde travlt med at sælge billetter ved indgangen til biografsalen.

Henrik Bugge Mortensen fortalte om baggrunden for filmen.

Der var fuldt hus i biografen.
n SKØRPING: 3 F’s Efterløn- og Seniorklub Skørping-Kongerslev var forleden i Seniorbiografen i Skørping for at se Henrik Bugge Mortensens dokumentarfilm ”Daglejernes Børn”. Et par af bestyrelsesmedlemmerne havde påtaget sig at sørge for billetsalget, så det var velkendte ansigter, gæsterne så ved indgangen til biografsalen.
Samtlige 100 pladser var besat, da Henrik Bugge Mortensen kort introducerede filmen, som er baseret på forfatteren Hans Kirks roman om cementeventyret ved Mariager Fjord. Mange husmænd på egnen fik en ny tilværelse som lønarbejdere på de tre store cementfabrikker.
Men hvordan var livet for daglejerne og deres familier, og hvad betød det for hele egnen, at landbruget blev skiftet ud med industri?
Det sætter filmen fokus på gennem historiske optagelser, dramatiserede sekvenser, fremført af amatørskuespillere og interviews med tidligere cementarbejdere.
Efter filmen kunne der stilles spørgsmål til Henrik Bugge Mortensen og nogle af de medvirkende daglejere.
- Vore medlemmer syntes, det var en interessant film. Flere sagde, at den mindede dem om deres barndom, siger Frederik Espersen, der er formand for 3 F’s klub.
- Alle dem, jeg talte med, var i øvrigt meget tilfredse med hele dagen, som ud over film og foredrag også bød på frokost.
3 F’s Senior-og Efterlønsklub blev startet i 1985 med 35 medlemmer. I dag er der 236, og de kan glæde sig over at være med i en klub, der byder på mange aktiviteter i løbet af året, f.eks. pakkespil, forårs- og høstfest, ferieture og sommerudflugter.

