- Mandag, 26. maj 2014
Det var en meget engageret Lynge Jacobsen, der talte om, hvordan han og andre, som udefrakommende, oplever byen Støvring.

STØVRING: - Der er pænt at køre igennem byen, men byen gør ikke meget væsen af sig, når man kommer som bilist på motorvejen, ja, den er nærmest usynlig, sagde Lynge Jacobsen. Så derfor blev der givet gode råd til, hvordan byen kan bringe sig selv endnu mere på landkortet og gøre sig synlig, både for nye borgere der flytter til byen og for omverdenen.
- Selvom I allerede er på et godt niveau, når det gælder erhverv og bosætning, er det ikke en umulig opgave at hæve overliggeren, og spille jer op i en større liga. Der blev draget eksempler og paralleller til hans egen hjemby, Storvorde, og hans mangeårige tilknytning til AaB.
Godt 60 borgere havde fundet vej til mødet, på trods af en rigtig fin og varm forårsaften. Især var der mange fra idrætsforeningerne, der repræsenterede mere end 3000 medlemmer, der så et behov for et bedre samarbejde og koordination af aktivisterne.
Bo Abrahamsen, en ung iværksætter der sammen med sin familie var flyttet til byen for 6 år siden og etableret virksomhed i Business Park Nord, gav sit bud på hvordan han som tilflytter havde oplevet byen. - Der er rigtig mange muligheder her i byen, men foreningerne er lukket om sig selv, der mangler et åbent samlingspunkt, sagde Bo Abrahamsen.
Kulturudvalgsformand Lene Aalestrup gav et fint oplæg om byrådets intentioner for byens unge, der i alderen fra 13-17 år, tæller mere end 500 teenagere. Der arbejdes konkret med at inddrage de unge i processen og med at finde et tilbud, hvor de unge kan få tag over hovedet, både på kort og på længere sigt.
Der kom mange gode input til den videre proces for at finde ”Støvrings DNA” og aktuelle emner både til at skabe udvikling og bosætning og ikke mindst samarbejde til glæde for byens butikker og erhvervsliv.
Arbejdsgruppen bag Støvring ID, Marianne Westergaard, Klaus Märcher, Erik Rauff, Bo Abrahamsen, Anny Winther og Mogens D. Andersen, vil arbejde videre og forventer at invitere interesserede borgere til et arbejdsmøde efter sommerferien.

