Souvenir:
Tangopartner
ArtPeople 60642
 
Det er efterhånden seks år siden at Souvenirs, der består af det midthimmerlandske ægtepar Sofie Bonde og Nils Torp, har udgivet en cd.
Men nu er de tilbage, og tak for det.
Albummet Tangopartner byder nemlig på herligt dansksproget musik tilsat både jysk naivistisk banko-lune og sydamerikansk musikalitet. Det er nummeret om Argentinas hovedstad, Buenos Aires, et godt eksempel på:
Der er ingen her der går til banko.
Til gengæld vil de allesam’n danse tango.
Albummet er en sangcyklus hvis 12 sange af forfatteren Lone Hørslev er udformet som breve fra en moderne veluddannet 37-årig singlekvinde, der befinder sig midt i en livskrise, hvor det biologiske ur tikker og panikken så småt er ved at have meldt sin ankomst.
Hele vejen igennem dyrkes kontrasten mellem de halvmørke tekster og det uskyldsrene i melodierne.
Resultatet af anstrengelserne fortjener ros.
Sofie Bondes lyse sopran fungerer og ikke så meget som én gang bliver man spist af med et dårligt omkvæd. Læg også mærke til melodimageren Nils Torp, der beviser at han fortsat magter at kreere en lettilgængelig popsang.
 
 
 
Nikolaj Nørlund:
ViLLA
A:larm Music/Auditorium 150
 
Kan man tænke sig, at en dansk pop/rock-kunstner udsender et album, der ikke indeholder en eneste gutarlyd?
Nej, vel!
Men ikke desto mindre er Nikolaj Nørlund med ViLLA aktuel med et sådan.
Således har han slået sig sammen med Copenhagen Phil, der foruden den svenske dirigent  Hans Ek består af 25 musikere fordelt på strygere-, træ- og messingblæsere samt slagtøj.
Resultatet af anstrengelserne ved optagelserne i det gamle radiohus på Rosenørns Allé i København er intet mindre end imponerende:
Materialet har en skønhedsøgende elegance over sig, og mens det syv minutter lange åbningsnummer  Amerikaneren er et film noirsk kærligheds-rendezvouz, hvor en kvinde mødes med en international playboy, parres dramatiske strygere i ”Inden muren” med et rocket drive.
ViLLA har sin helt egen klang, stemning, fortælling og forløb. Så filmisk lyder det indimellem, at man nærmest drømmer sig tilbage til 60’erne, hvor James Bond- og Pink Panther-komponisterne Henry Mancini og John Barry diskede op med jazz-poppet balladekunst.
Aldeles anbefalelsesværdig.