- Torsdag, 19. september 2013
Rebild Kommune har gennem længere tid forhandlet med byggevirksomheden TL-Byg om salg af Støvring Bytorv. Onsdag morgen den 18. september underskrev borgmester Anny Winther og byggevirksomheden skødet.

STØVRING: Støvring Bytorv har været udbudt til salg og TL-byg har således for 9,5 mio. kr. købt torvearealerne med ejendomme – en pris som byrådet har godkendt. Arealerne omkring Støvring Bytorv skal, sammen med fire andre ejendomme i området som TL-byg har opkøbt, anvendes til at opføre et nyt bycenter med butikker i underetagen og boliger på 1. og 2. sal. En del af aftalen er også, at der anlægges et torv.
- Jeg er utrolig glad for, at projektet endelig bliver en realitet. For en aktiv handelsby af Støvrings størrelse, er det vigtigt at have et levende og driftigt bycentrum med endnu flere gode butikker og boliger, siger borgmester Anny Winther.
Projektet, som TL-Byg vil gennemføre efter købet af Bytorvet, er arealmæssigt større end det areal som er udlagt i lokalplanen. Derfor skal der laves en ny lokalplan, men principperne i den eksisterende lokalplan 202 fastholdes.
Byrådet har stillet i udsigt, at ca. 2000 m2 af boligerne kan blive opført som almennyttige boliger. Der er generelt mangel på almene boliger i Støvring, og kommunen er derfor interesseret i, at udvide udbuddet som en del af strategien om at være en attraktiv bosætningskommune.
TL-Byg har formelt overtaget Støvring Bytorv den 1. september 2013.

