- Onsdag, 25. november 2009

Cirkus Montebello gæster Stubhuset lørdag den 5. december.
STØVRING: Efter 25 år i ”komikkens tjeneste” er Montebellodrengene Thomas Mørk og Niels Olsen tilbage med en ny forrygende forestilling.
De startede som gadeteater under firsernes mantra: ”Det går ufatteligt godt”, og de fortsætter ufortrødent med samme mangel på forståelse af Danmarks situation. Følg dramaet når de to veloplagte komikere kæmper med og mod hinanden for at opnå publikums hyldest. Også denne gang har Montebello skåret ind til benet, og vil sammen med kapelmesteren Joakim Pedersen genoplive den længe savnede danske komiske satire.
Nogle taler om krise for kulturen, klimaet og økonomien, men Montebello er fuldstændig enige med Statsministeren: ”Der er ikke noget at komme efter”! – Det skulle da lige være fire billetter til showet lørdag den 5. december i Stubhuset.
Glæd Jer til dansk satire og underholdning på højt komisk niveau.

