Lørdag den 18. september 2010 sendte SIF Badminton Emil Stavad til U13 mesterrækkestævne i Broby på Fyn. I herredouble hentede Emil for tredie stævne i træk førstepladsen sammen med makkeren Christian Dam Madsen fra ABC Aalborg.
De måtte dog kæmpe hårdt for sejren i finalen, som gik i tre sæt og måtte afgøres efter ombolde i både andet og tredie sæt. Til trods for en række matchbolde til modstanderparret fra Fyn, holdt Emil og Christian hovedet koldt da det gjaldt, og afgjorde den meget flot spillede finalekamp til deres egen fordel.

I mixdouble havde Emil igen Lisa Kramer fra Jarl Arden som makker. De var meget opsatte på at forbedre deres andenplads fra sidste stævne. Det lykkedes efter god og klog fight i både semifinalen og finalen, hvor deres samspil blev stadigt bedre.
Finalen måtte dog ud i tre sæt før det nordjyske par satte tingene på plads, således at de kunne bestige det øverste trin på medaljeskamlen. Lisa kronede sin flotte indsats med også at spille sig til en flot og sikker førsteplads i dame-single.
I herresingle var Emil kommet i en hård pulje, men besejrede alligevel sine modstandere efter rigtig flot spil. Førstepladsen i puljen betød, at Emil skulle spille semifinale mod en stærk spiller fra Horsens. Det blev en meget flot spillet kamp, men desværre blev Emil skadet i starten af tredie sæt, og måtte opgive at spille kampen til ende. Ærgerligt, men alligevel en stærk indsats i single, som tegnede til en finaleplads inden uheldet indtraf.


e-max.it: your social media marketing partner