- Onsdag, 29. maj 2013
Omkring 140 forældre, dagplejere, pædagoger, politikere og andre interesserede kom til borgermøde på Kulturstationen i Skørping onsdag den 22. maj. Det blev blandt andet til en debat om to centrale emner: Kommunale dagplejere versus småbørnsgrupper og om normeringer.


Rebild Dagpleje var mødt talstærkt op med over 70 repræsentanter, og modtog politikere og øvrige deltagere i foyeren med klapsalver, ens trøjer og slagordsplakater.
Efter formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Anders Norup, havde budt velkommen og glædet sig over det store fremmøde, præsenterede Børn og Ungechef Ulrik Andersen strategiudkastet, som netop nu er i høring.
Så blev debatten åbnet. Mange dagplejere var bekymrede for, om strategiens forslag om flere småbørnsgrupper ville betyde færre dagplejere. Anders Norup tilkendegav, at det gjorde stort indtryk med de mange fremmødte dagplejere og deres engagement, og opfordrede dagplejerne til at skrive nærmere om deres bekymringer i deres høringssvar.
Hvor mange børn pr. voksen?
Forældrebestyrelsen for Børnehusene i Skørping, savnede ambitioner og visioner i forhold til bedre normeringer for småbørns- og børnehaveområdet. Igen opfordrede politikerne bestyrelserne og andre interesserede til at uddybe deres pointer i høringssvar, men gjorde samtidig opmærksom på, at det ikke umiddelbart er muligt at ændre afgørende på normeringerne indenfor den nuværende budgetramme.

