På søndag skal vi høre om den utro godsforvalter, der snød og svindlede sin Herres penge bort, men alligevel blev rost af sin Herre, fordi han havde handlet klogt.  Og Herren, ja, det er jo Vor Herre! Men, hvorfor? Hvordan kunne hans klogskab opveje hans moralske fordærv? Den kunne den heller ikke, men da godsforvalteren blev opdaget, så gjorde han alt, hvad han kunne for at redde sig og sin fremtid. Herren roste ham ikke for hans snildhed, han blev jo også opdaget, men Herren roste ham for hans klogskab. Forvalteren havde gennemskuet sin Herre og forstået ham bedre end andre. Forvalteren opgav med det samme at komme overens med sin Herre, for han forstod sin Herres ubøjelige strenghed og retfærdighed, som ikke lod sig hverken bestikke eller besnakke. Forvalteren forstod sin egen situation, hvor desperat den var, at den kun lod sig klare ved at dække en svindel med en anden svindel. Heller ikke det lykkedes, men Herren roste ham alligevel for hans klogskab, sin indsigt i, hvem hans Herre var!
Gud Herren lader sig ikke besnakke, og han er ingen sentimental humanist, der beskytter bødlerne mod ofrene, som vi til bevidstløshed kender fra vor egen tid. Brugte vi i dag lige så mange penge på ofrene som bødlerne, så ville vi få et mere retfærdigt samfund.
Vor Herre er ingen gammel rar gammel bedstefar, der sidder oppe i himlen og bærer over med al uretfærdighed. Han bærer ikke over med nogen uretfærdighed, og derfor er der ingen anden udvej end at lade være med at sjakre og forhandle med ham, men være kloge og vide, at vor eneste mulighed er alle vore synders nådige forladelse, fordi han har taget vor skyld på sig.