- Onsdag, 4. november 2015
I weekenden afholdt Det Konservative Folkeparti sit årlige landsråd – denne gang i Herning. De lokale konservative fra Rebild var selvfølgelig også til stede med et hold af delegerede medlemmer, der deltog i de politiske forhandlinger og debatter.

Den lokale konservative vælgerforening fra Rebild og Vesthimmerland er her fotograferet med den genvalgte partiformand, Søren Pape Poulsen.
- Landsrådet er altid et højdepunkt. Det er her, vi lokale har indflydelse på, hvad hele partiet bør fokusere på det kommende år, og det er her, vi har særligt gode muligheder for at komme helt tæt på vores folketingsgruppe på Christiansborg for at drøfte de udfordringer, som vi både her lokalt men også i hele landet står over for, siger Lene Aalestrup og Holger Pedersen.
- Vi støttede selvfølgelig genvalget af Søren Pape. Han har sat gang i et nyt og større projekt, der handler om skarpere holdninger og en mere stålfast profil og om mere åbenhed og mere inddragelse. Ham forventer vi os meget af i de kommende år.

