Rådhusets gave til børnehaven var et stor skilt, som viser, hvor Nordpolen er.

Skiltet skal i fremtiden være mødestedet, når børnene eksempelvis skal på ture og ekspeditioner.

SKØRPING: Husets brugere, som lige nu tæller 30 småbørn og 14 børnehavebørn, har for længst taget husets herligheder i brug, og tirsdag 28. juni, blev 100-meter skoven officielt indviet i høj sol, med Peter Plys-kager, taler og sang, mens lyden af fuglesang blandede sig med hamren og banken fra de sidste håndværkere.
Lederen af huset, Bente Devantie Jensen, bød velkommen til de omkring 50 gæster, som var kommet for at sige tillykke, og hun glædede sig over, at der endelig kan sættes et festligt punktum for en meget lang proces: - Huset fungerer formidabelt, personalet og børn har klaret flytningen fra de midlertidige lokaler på Hanesvinget fint, og vi glæder os nu meget til afprøve dagligdagen og videreudvikle den pædagogik som vi har drøftet. Vi kan allerede nu se, at det, at være en stor integreret institution, giver en masse gode oplevelser for børnene, de profiterer af at være store og små sammen, der er plads til motoriske udfoldelser og udfordringer både ude og inde, og husets størrelse gør det muligt at lave grupper på tværs af grislinge- ugle- og plysbjørnsstuen.

Borgmester Anny Winther fremhævede i sin tale, at alle kompetencer har været i spil, og at leder, personale, arkitekten Kasper Skovbo, håndværkerne, landskabsarkitekt Hanne Egebjerg, forældre og bestyrelse samt alle andre involverede, har været indstillet på dialog og samarbejde i planlægnings- og byggeprocessen

- Jeg glæder mig især over, at Skørping har fået et fremtidssikret børnehus, hvor det er tydeligt at mærke, at personalets tilfredshed og glæde over de gode nye rammer smitter af på børn og forældre.
Efter sin tale klippede borgmesteren og lille Ida fra Uglestuen den røde indvielsessnor over. Ida fik lov til at hjælpe, fordi hun er det første indskrevne barn i den nye børnehavegruppe. Derefter viste Anny Winther børnene Rådhusets gave som allerede var installeret på bakken på den store grønne legeplads mellem træerne: et skilt lavet efter model fra Peter Plys-bøgerne, som viser hvor Nordpolen er. Skiltet bliver i fremtiden et mødested og udgangspunkt for ture og ekspeditioner (eller ekspososioner, som Plys ville sige det) for børnene. Børnene kvitterede for gaven med en goddag-sang, som vakte stor begejstring hos alle gæsterne. Til sidst var der Peter Plys-kager, kolde forfriskninger og grøntsager til alle.
Børnehuset 100 meter skoven kan rumme op til 30 småbørn og 30 børnehavebørn og allerede fra oktober er der fyldt op.


e-max.it: your social media marketing partner