- Tirsdag, 27. marts 2012

Søren Ervig fortalte om sine mange rejser rundt om i verden.

Godt 50 personer havde fundet vej til Fræer Aktivitetshus for at høre Søren Ervig fortælle om sit eventyrlige liv. Publikum blev taget med på en rejse i vildmarken til bl.a. Rocky Mountains, Alaska og Afrika.
Billeder af vilde dyr, fugle og vild natur, underbygget med musik og krydret med gode historier fortalt med lune og humor, fik mange til at ønske at komme med på den næste tur.
Søren Ervig har boet og rejst i det meste af verden, og kan med rette kalde sig verdensborger. Han føler sig hjemme, enten det er på hesteryg i Rocky Mountains, fisketur i Alaska, hvor man sejler på en rivende flod og lever af laks i seksten dage morgen, middag og aften, eller på fotosafari i Afrika eller hjemme i Danmark.
Søren Ervig mødte sin kone på én af sine mange ture, og de blev gift i Afrika på et bjergplateau, mens solen gik ned og satte omgivelserne ”i brand”. De indfødte spillede på trommer under den sorte nattehimmel fyldt med et væld af stjerner.
Når man er på bjørnejagt eller fisketur, er det vigtigt, at alt spiseligt er pakket i stålcontainere og intet affald bliver efterladt i naturen, da bjørnene har en fabelagtig god lugtesans og vil søge til kilden. Det bedste våben er en peberspray, hvis man skulle få uventet besøg, når man står og fisker eller ligger i teltet.
Søren Ervig bor nu i Danmark, og tager ud i vildmarken som rejsefører, så mange kan få en oplevelse, som man også har fået i Fræer Aktivitetshus.

