- Tirsdag, 24. april 2012
STØVRING: To meget inspirerende foredragsholdere - i samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse - formidlede begge budskabet: ”Kræft, der opdages i tide, kan behandles” samt ”Involver de pårørende meget tidligt i forløbet”. Disse stærke budskaber var gennemgående i begge deres historier.
Per Larsen fortalte om sit sygdomsforløb og om sin vilje til at ville livet og det, at tvinge sig selv til at komme videre og sætte sig mål uanset hvor svær ens situation kan se ud.
Per Larsens budskab var, at det er meget vigtigt at involvere de pårørende meget tidligt og uanset hvor alvorlig en diagnose, man som mennesker kan blive stillet overfor, så er det vigtigt at være i god form.
Den gode form hjælper til at gå sygdomsforløbet i gennem, og det hjælper til at komme i gang igen. Det er stadig et tabu i dag, at få en kræftdiagnose. Bryd tabuet, tal om det igen og igen.
De lærersætninger, Per Larsen har taget med sig, er, at han gider ikke høre mere brok. Husk at sætte pris på livet, lev i nuet og brug ikke tid på fortiden, lav ikke for mange planer og bekymringer om fremtiden. Gør, hvad man har lyst til, og husk at gøre det!
Søren Gade fortalte om sine oplevelser ved at være pårørende til kræftpatienter, først sin mor og dernæst sin hustru.
Oplevelser, som sætter sit præg på livet efter, at de elskede pårørende er afgået ved døden.
Søren Gade fortalte også, hvad diagnosen gjorde ved hans døtre, hvordan det fra et splitsekund forandrede deres liv fra et barneliv til et alvorligt voksenliv. Man fik indblik i, hvor vigtigt det er, at man som voksne overvejer, hvordan budskabet skal gives til børn om, at en af deres forældre har fået en alvorlig kræftdiagnose.
Søren Gade fortalte om værdien af rigtige venner, om hvordan venneranglisten er blevet vendt op og ned efter et alvorligt forløb. De venner, der altid var der, de venner, der aldrig spurgte, men bare tog handling. Det er de rigtige venner.
Det er fornemt kun at være venner og tilbyde at drikke et glas vin eller spise en middag sammen. Der skal meget mere til, for at det batter noget i det virkelige liv.
Søren Gade ville især fremhæve, at det er vigtigt, at passe godt på sit helbred især for de pårørendes skyld. Gode venner er ekstremt vigtige, tal ud med din pårørende, som har fået den livstruende diagnose.
Der er nye screeningsmuligheder nu omkring colonskopi, dette opfordrede Søren os alle til at benytte os af. Muligheden er der, så brug den, det er vigtigt.
En aften i refleksionernes lys, en aften med stærke læresætninger, som man alle kan bruge til noget og som for alle mennesker burde være regler for et godt liv.
Lær at elske livet, mens vi har det, og husk at leve i nuet.
PFG.

